Hun sidder lidt usikkert med sin kaffe og kigger på mig med sine store intense øjne. Hun virker lidt utilpas og nervøs. Kvinden Anne Odell, der lige har blottet sig selv både fysisk og psykisk med sin nyeste pseudofiktionsdokumentar ’X&Y’. Filmen er en grænsesøgende legen med det fiktive og virkeligheden, mellem identitet og køn. Hvor seks skuespillere, sammen med hende selv og den svenske stjerne Mikael Persbrandt, skal gestalte tre sider af dem hver, men som ender i et metalag af filmen selv.

Hun spørger, om det er okay, at vi tager den på svensk. Intet problem, ”Jag kan prata litte svensk om du vill” siger jeg, men slår hurtigt over i dansk, da jeg bliver lidt selvbevidst. Jeg finder mine spørgsmål frem, og vi går i gang.

”Har du set filmen?” spørger hun, og jeg svarer, at det har jeg. Men så siger jeg ikke mere. Jeg gav den nemlig ”kun” tre stjerner, og jeg har ikke helt lyst til, at dette interview ender i en Ghita/Iben situation.

Hvordan fik du ideen til denne her lidt specielle film?
”Jamen det begyndte med, at jeg var bange for macho mænd, da jeg var lille. Jeg var både fascineret, frustreret og provokeret af, hvordan denne her alfahan/machoman, får det her omdømme, som han gør. Hvorfor elsker man ham så meget, som man gør? Som for eksempel Mikael Persbrandt, som er den første man tænker på i Sverige, når man siger macho mand. Han har været indblandet i en masse sager med stoffer, alkohol, kvinder, er kommet for sent på set og så videre. Men han har altid kunnet komme tilbage, og folk elsker ham stadig. Det, synes jeg, er spændende. Jeg kender ikke nogen kvinder, der kan gøre det samme.”

Feministen i mig vågner lidt op, og kan godt se det spændende i hendes pointe. Hvorfor er det mænd kan tillade sig en mere skandaløs opførsel end kvinder?

”Men medierne er også med til at skabe det billede af os. Jeg er kendt som den gale kunstner, og Mikael er den vilde og attraktive skuespiller. Vi har en tendens til at tro på, at det, der står i bladende, det er sandt. Det er også derfor, jeg har lavet filmen. Det er meningen, at man ikke skal vide, hvad som er virkeligt, og hvad som er fiktion. Men folk virker provokeret af, at jeg leger med virkelighed. Da filmen havde premiere i Sverige, blev jeg overrasket over, at det, alle journalister gerne ville vide, var, hvad der var sandheden i filmen. Men om vi vidste alting hele tiden, det ville jo ikke være så spændende.”

I ’Gensynet’ bruger du også dig selv meget personligt. Hvad er det i dig, der gør, at du gerne vil bruge dig selv i dine film?
”Jeg har indset, at der sker noget særligt i kunsten, når jeg anvender mig selv. Noget, som er både interessant og komplekst. Det bliver personligt, men der sker også noget spændende i det, at folk ikke ved, hvad der er ægte, og hvad der menes med det.”

Når du bruger dig selv i dine film, er der så noget terapeutisk for dig over det?
”Nej, jeg var nysgerrig på Micke (Persbrandt) og ville ind i hans inderste og se alt. For at gøre det så måtte jeg jo også blotte mig selv. For mig er det et værktøj for at komme helt ind, så jeg kan undersøge de ting, jeg er nysgerrig på. Jeg hader egentlig, at være foran kameraet, men da jeg startede det her, så besluttede jeg mig for, at kunsten skal gå før min frygt. Jeg var syg.”

Var det et bevidst valg fra starten af, at det var en kvinde, der skulle spille Mikael, og en mand der skulle spille dig?
”Altså vi havde tænkt, at det var tre kvinder, der skulle spille mig, og tre mænd, der skulle spille Mikael. Men under castingen sagde Sofie Gråbøl, at hun havde en veninde, der altid havde drømt om at få lov til at spille mand. Det var jo Trine Dyrholm. Og da vi mødte hende, var hun jo helt fantastisk. Hun kunne vise mere af, hvem Micke var, end han selv kunne. For ham var det både provokerende, men også fyldt med kærlighed. For mig er Trine ikke en kvinde i filmen, hun er Mikael.”

 Dine film virker lidt svære at kategorisere. Hvad vil du selv betegne dine film som, hvilken genre?
”Jeg ved ikke altid, hvad jeg har lavet for en film. Men når folk så siger, at jeg har lavet en anderledes film, så tænker jeg, hvordan er den anderledes? Jeg synes, det er spændende at høre, hvad andre siger. Hvad ville du kalde den?”

Jamen jeg har kaldt den en pseudodokumentar eller en metafiktionsfilm, siger jeg lidt usikkert.
Der bryder Odell ind ”en metafiktiv dokumentar!” Ja, det er faktisk en god betegnelse, bliver vi enige om.

Hvad synes du, den her form som meta fiktiv dokumentar giver dine film?
”Fra begyndelsen laver jeg jo noget, som jeg selv er interesseret i. Jeg kan egentlig ikke lide at tale om mig selv, men jeg gør det i min kunst. Jeg har taget alt frem og leger med betragteren. Men også en leg mellem mig og Mikael. Jeg vidste jo ikke, hvad han ville komme med. Første gang vi sad sammen, sagde jeg til ham, at han skulle svare ærligt, og ville han lyve, måtte han lyve så troværdigt, at jeg ville tro på ham. Men sådan er det jo også i virkeligheden. Vi ved jo ikke, om folk lyver. Hvis jeg siger til dig; åh hvor er du smuk, er det så fordi jeg vil have noget, eller fordi jeg rent faktisk synes det? Her (red. ’X&Y’) drager vi det bare til mere ekstremer.”

Så det er det, du vil, når du siger i filmen, at du vil finde ind til den absolutte sandhed?
”Ja det siger kunstneren i filmen. Det er ikke det, jeg siger. Jeg tror ikke, at man kan finde ind til den absolutte sandhed. Men jeg blander hele tiden det, som jeg tror, at almenheden tror om mig. Medierne tror, at jeg vil gøre hvad som helst for et kunstværk. Så jeg leger med billedet af den kunstner, de har skabt, og det at folk tror, at hun er almægtig. Men det er jeg ikke.”

På den bemærkning om sig selv i tredje person, slutter vi samtalen, og jeg føler mig en lille smule klogere på kunstneren Anna Odell. Men ikke den version, som medierne har skabt. Den version, som hun valgte at vise mig i dag. Uddybningen af hendes film og tanker bag giver mig også stof til eftertanke. Jeg fornemmer tydeligt en anderledes og nysgerrig kunstner, som jeg helt sikkert skal holde øje med. Måske denne samtale alligevel har givet ’X&Y’ en stjerne mere.

Inden jeg forlader lokalet, fornemmer jeg dog en helt ægte og afvæbnende Odell, der siger; ”Det her er første gang, jeg er så længe væk fra min lille baby.” Hun sidder med kærlighed i øjnene og mobilen fremme. Som alle nybagte forældre, helt stolt, og klar til at vise mig et billede af den ni måneder gamle dreng. Cute! Måske var det derfor hun var lidt ubekvemt i starten. Hun savnede, og ville bare hjem til sin lille ’pojke’. ”Så du var rigtig gravid i filmen!?” Udbryder jeg, og Odell kommenterer spøgefuldt, som taget ud af filmen; ”Men hvem er faren til barnet?” Og det spørgsmål får lov til at stå i det uvisse.