’Girl’ puster dit hjerte op, så det står spændt af ømhed for den femtenårige Lara. Og så giver filmen slip på hende, som man gør med teenagepiger, og lader hende prøve kræfter med livet. Når hun slår sig på det, gør publikum også.

Lara er ballerina og født i en drengekrop. Hendes teenagefortvivlelse bliver forstørret, når hovedpersonen også skal kæmpe med at være transkønnet.

Filmen havde sin sejrsgang til Cannes, hvor den vandt hele fem priser. I den kæmper en ung kvinde med og mod en krop, der forandrer sig. Man følger hendes spirende seksualitet og identitet, hendes formbare kvindelighed, drømme og håb. Og når hun føler sig udenfor.

Teenage og trans
Læreren beder hende om at lukke øjnene i undervisningen og hendes klassekammerater om at række hånden op, hvis de ikke har lyst til at klæde om sammen med hende. Ingen bevæger sig, men Lara ser det ikke. Man forstår, at det er hende, der skal lære at se, at de andre accepterer hendes transkønnethed.

Den transkønnede pige er dygtig og vellidt, hendes far er særligt forstående. I starten af filmen siger Laras psykolog til hende, at hun allerede er en kvinde. Selvom hun har et andet biologisk køn.

Måske er hun fin, som hun er? Skammen kommer indefra Lara, fra puberteten og anderledesheden. Og så også fra folkeskolen.

Omklædningsrum og dårlige veninder
Den ene af pigerne i klassen vil ikke rigtig lade Lara være i sin følelse af kropslig forkerthed. Ubekymret spørger hun, om ikke Lara skal med i bad.

Da Lara undskylder sig med, at hun ikke har sit håndklæde, tager pigen resolut sit eget frem og slynger det over Laras skulder. Hun mobber hende på en måde, der ligger som gift under venlige ord.

Scenen vibrerer næsten af teenageondskab. Lara står indadvendt i sin panikagtige skam under bruseren, mens hun skærmer sit flade bryst. Pigen ved, hvor det gør ondt på Lara, og hun bliver ved med at lede efter det sted, hvor skammen skærer dybest.

Den transformative krop
Filmen bruger ballettens fysiske smerte til at vise Laras indre. Hendes drengefødder kan ikke vende sig hurtigt nok til at danse tåspidsdans, men hun kæmper sig igennem det alligevel. Fødderne bløder mere og mere.

Og så taper hun sig, så bulen ikke er tydelig i de små, badedragtsagtige uniformer, ballerinaerne danser i. Når hun fjerner tapen på toilettet, rødmer hendes hud, hvor den har siddet. Sidenhen ser man blod på tapen. Senere igen, hendes mørke, syge penis.

Man hører gentagende gange lyden af balletskoene i gulvplanker i balletsalen. Danselærerne råber, at danserne skal samle benene.

Det sender phantomsmerter igennem kroppen, når man ser Lara springe og snurre, og man ved, hvor smertefuldt det må være, når hendes krop er bundet sammen, som den er.

Viktor Polster spiller Lara. Polster er en teenagepige, han spiller indadvendt og er helt overbevisende som den transkønnede Lara. I sine nedadslåede øjne, sit overbærende og smukke smil, i de lange, nysgerrige og blåøjede blikke, Lara sender efter mænd i metroen.

Det er en vild præstation, som Polster mere end fortjent fik en Cannes-pris for. Og så laver han alle dansescenerne selv. Det virker som et mirakel, at teamet bag ’Girl’ er lykkedes med at finde ham. Særligt hans indadvendte og stædige smerte er så blændende godt spillet, man næsten ikke tror på, det bare er skuespil.

Filmen er mere end noget andet en film om, hvor svært det er at være teenager. ’Girl’  spænder hjertet, til det punkterer og falder fladt ned i hænderne. Men mon far ikke kommer og hjælper med at puste det op igen.