Livet er en rutsjebanetur, men med Den Eventyrlige Park og June i førersædet bliver det en helt særligt én af slagsen.

Nogle gange har man helt glemt den. Andre gange tager den over som ind i helvede. Som barn gav den verden farver, som kun man selv kunne se. Den kan spice livet op, som var den det ekstra og uundværlige krydderi, alle har brug for ind i mellem. Den fabeltastiske fantasi.

June er pigen, som med sin mor lever og ånder for deres fælles fantasiverden ”Den Eventyrlige Park”. En park, hvor fantasien ingen grænser har, og alt kan lade sig gøre. Men da Junes mor bliver alvorligt syg og må forlade familien i forsøget på at blive rask, pakker June fantasien væk og bliver en lille voksen. Lige indtil en dag, hvor hun møder ”Den Eventyrlige Park” i virkeligheden! Og så kommer der ellers fart over feltet.

Feminisme i børnehøjde
June er powerpigen med den stærkeste fantasi og det største ben i næsen. Hun har viljen og hjertet siddende på det rigtige sted, og så er hun pigen, der sætter fut i det kvarter, hun bor i, til meget stor glæde for de andre børn. På mange måder kan June sammenlignes med power-ikonet Pippi Langstrømpe.

Filmen rummer en børneuskyld og omfavner de børn, hvis fantasi og børneleg på helt uskyldig vis kommer til at smadre hele kvarteret og gøre de voksne sure.

Bæver-blær og børne/bjørne-diagnoser
Havde June været en live-action pige, havde hun hundrede procent haft en masse diagnoser og været underlagt samfundets begrænsninger, men i denne film er hun en stærk helt, og fantasidyrene er dem, der har ”sent udviklede vinter-forstyrrelser” og blærer sig på den lidt ”forbudt ifølge Janteloven”- agtige måde.

Æstetisk er der her tale om en fuldstændig vanvittigt flot animationsfilm. Håret og pelsen på de forskellige figurer er så fint lavet, at man efterlades til WOW-effekten. Selv de små støvpartikler er så gennemførte, at filmens univers skaber en dimension, som ikke ses særlig tit, og dybden i billedæstetikken er lavet så smukt og overlegent, at selv den bedste fotograf må bøje sig i støvet.

Stemmerne er til gengæld helt enormt irriterende. Hvorfor er det, at det så ofte skal være kendisser, som lægger stemmer til?! Er det, fordi det trækker folk i biffen, når de står på den røde løber? Eller er det, fordi selskaberne er bange for, at selve filmens indhold ikke kan trække i folk? Under alle omstændigheder bliver jeg revet ud af handlingen, hver gang Linda P’s stemme lyder i mine ører, hvilket er virkelig irriterende, men heldigvis er det ikke noget, som påvirker børnene, og derfor bliver det ikke fatalt.

Pixar har her fået sig en gevaldig konkurrent, da ’Den Eventyrlige Park’ både er fuldstændigt gennemført lavet og på grund af hjertet i denne lille film. Den er varm, den er sørgelig, den er virkelig sjov for både voksne og især for børn, og så tager den emner op, som med garanti vil sætte tanker i gang hos det unge publikum, hvilket er noget af det smukkeste, som filmmediet kan. Nemlig ændre vores indre univers. Det er enormt befriende med en så god animationsfilm, der både hylder den fabeltastiske fantasi og ikke mindst den seje opfinder-power-pige.