“Elsk livet” er taglinen på denne midtvejskrise-film, der absolut får en til at elske det liv, der foregår udenfor biografsalen.

Den populære filmmodel er hevet op af hatten endnu engang. For at få flere kvindelige hovedroller på plakaten er man nødt til at sætte kvinder i en kvartvejs- midtvejs- eksistentiel personlighedsforstyrret krise, hvor målet er, at de skal finde dem selv og lykken. Den slags er lidt af et sisyfosprojekt, hvis ikke man har en mand til at hjælpe, og selv da kan det fejle.

(Følgende læses med højrøstet og skinger stemme)
Gloria (Julian Moore) er sådan en frigjort og frisk pige, der bare elsker at danse, og som er helt perfekt uperfekt. Hun går til yoga (det skal man jo, hvis man er kvinde), men hun er ikke sådan rigtig god til det (hun er jo ikke perfekt), og så går hun til latterkurser, fordi det er bare så sundt for sjælen at grine, uanset om det er opstillet eller ægte. Gloria er også typen, der synger med på den musik, der bliver spillet i hendes bil, fordi hun er bare så fjollet og frigjort altså! Tihi. Ej og så er det bare så sjovt – det er som om musikken bare passer lige til det sted, hun er i livet. Når der er kærlighed i luften, spiller radioen på magisk vis ‘Love is in the Air’. Er det ikke bare vildt?! Og så er hun rigtig rebelsk og ryger cigaretter og hash og kan finde på at tage mænd med hjem fra byen! Wauw altså!

Mandebaby
Arnold (John Turturro), der bliver slæbt med hjem, skal dog vise sig ikke at være lige nem at danse med, når det gælder livets dansegulv. Som et barn flygter han fra situationer, der ikke passer ham, selvom det efter parrets one night stand er ham, der tager kontakt til Gloria og har tænkt ih og åh så meget på hende, og efter første date kan han nærmest ikke leve uden hende.

Skilsmissers konsekvens, når det er kedeligst
Lige for tiden er vi vidner til en af de mest dramatiske skilsmisser, verden længe har set: Brexit. En historie, der er så vanvittig, at det er svært at skrive sig til. Helt i den anden ende ligger ‘Gloria Bell’, der har alle de kedelige, udramatiske, ligegyldige hverdagsagtige ting, som en skilsmisse kan medføre, og at man overhovedet formår at få trivialiteterne skrevet ned og fremført, fortjener næsten en cadeau. Er man selv skilsmissebarn, bliver man i hvert fald hurtigt træt af de samme historier.

Svar for satan!
Der er ting, der efterlader mig spørgende gennem filmen. Glorias svigerdatter er et sted i ørkenen. Ingen ved rigtig hvor, og ingen forholder sig til det. Hvorfor ikke, og hvorfor er den information med, når den ikke bliver kontekstualiseret eller spiller en rolle, andet end at hun så bare ikke er der? En marionetdukkeoptræden på gaden formår at 1. tiltrække 10-15 tilskuere, og 2. overbevise Gloria om at give Arnold en chance til? Hvad fanden skal det forestille? Sidst, men ikke mindst: Hvilken datter har det helt fint med, at hendes mor bliver væk fra hendes vielse, fordi hun har været på et lille hævntogt?

Gloria Bell er som at læse et ligegyldigt dameblad. Det er uvedkommende, stereotypt og kedeligt at være publikum til, og man kan allerhøjest få et dårligt tip med på vejen.

Dans det ud! Elsk livet! Vær dig selv!