Efter en god aften på Das Film cafe, der havde prøv-lykken-tirsdag, hvilket indbefattede at drinks kostede, hvad man kunne slå med en terning(begge Nosferatus udsendte var heldige og slap med 2 euro for en Big Lebowski – White russian), hilste Berlin os fra sin solbeskinnede side da vi tog Metroen ind til centrum. På vejen til Hyat Hotel, hvor vi skulle have billet til en visning torsdag, stødte vi på Weekendavisens reporter Bo Green Jensen, der synligt træt nød en kop mokka og en cigaret. Her snakkede vi lidt om film vi havde set, og han indvilligede i at mødes til et interview torsdag, til en snak om hvad han synes om årets festival indtil nu.

Vel sat tilrette i Palast, så vi endnu en af de i alt 6 Mashup videoer, der imiterer den trailer, som vises før alle visninger på festivalen(se dem alle her). Selve filmen The Kids are all right havde Julianne Moore, Mark Ruffalo og Annette Benning i de bærende roller, hvor de to kvinder er gift og har de to teenagere Joni(Mia Wasikowska) og Laser(Josh Hutcherson). Sidstnævnte får Joni, der lige er fyldt 18 til at ringe til den sæddonerklinik, mødrene blev gravide på, fordi han gerne vil finde frem til sin biologiske far. Dette viser sig at være restauratøren og gartneren Paul(Ruffalo), der efter sin første befippede reaktion indvilliger i at mødes med de to. Da forældrene finder ud at det, beslutter de at velkomme ham med dræbende venlighed. En plan der i slet ikke lykkedes, da Paul får charmeret først Joni og siden Jules(Moore), så hun ender med at indrette mere end bare hans have, som en del af sin drøm om at blive landskabsarkitekt. Filmen er ekstremt morsom og troværdigt spillet, hvilket er lidt af en præstation, da historien og karaktererne så nemt, og så mange steder undervejs, kunne være trådt forkert i minefeltet omkring lesbiske/bøsse familier og børneopdragelse. Filmen vil med sit liberale udgangspunkt have en svær gang i konservative kredse i det religiøse USA, men i bund og grund er filmen en fintfølende fortælling om hvor svært kærlighedsforhold kan være, regardless om man er hetero- bi- eller homoseksuel.

Dagens anden film, dagens midterste, dagens højdepunkt kom i form af den russiske konkurrencefilm How I Ended This Summer, af den unge instruktør Alexei Popogrebsky. Filmen var ikke blot dagens højdepunkt, men måske også hele festivalens. Alexei Popogrebsky har nemlig skabt et eksistentielt mesterværk af rang, der stemningsfuldt og æstetisk indskriver sig under Tarkovsky-russisk filmtradition, især i portrætteringen af isolation som noget, der forvrænger typiske konceptioner af tid og rum. How I Ended This Summer føles som en mavepuster, men uden at forsøge at være specielt overdramatisk eller spor bombastisk i sin udlægning af begivenhederne, det bliver således også en film, der forlanger en form for engagement og koncentration af sin tilskuer. Skuespillet supplerer fint en historie, der i sit simple udgangspunkt forvikles og intensiveres som filmen skrider frem. Handlingen foregår på en forladt russisk arktisk ø, hvor to mænd arbejder på en lille meteorolog-station. Særligt bemærkelsesværdigt er netop disse omgivelser, der alle er filmet on location, idet de medvirker utroligt stemningsgivende ikke blot til æstetikken, men også som en slags aktiv medspiller i plottets udvikling. Vores klare favorit til en guldbjørn indtil videre…

Efter en hurtig smøg og en kort snak om hvilken stærk oplevelse den russiske film havde været, satte vi os lidt modvillige til rette til reporternes første franske film på festivalen; Dumas, der bliver vist i Berlinale special. Kostumedramaet omhandlende den store franske forfatter Alexandre Dumas(De tre musketerer, Greven af Monte Christo for bare at nævne de to mest kendte) og dennes meget mindre kendte ghostwriter Auguste Maquet. Filmen har Gérard Depardieu i hovedrollen som den udfarende og livsglade Dumas og Benoît Poelvoorde som hans nærmest dimmentrale modsætning i ordensmennesket Maquet. En dag da han ved en forveksling bliver antaget til at være mesteren selv af den unge Charlotte(Mélanie Thierry), gribes han af hendes skønhed og af muligheden for at træde ud af skyggen. Ønsket om at besnære den unge kvinde forøger hurtigt forviklingerne og snart er den ellers så kongetro kontormus med i en begyndende revolution. Filmen der ikke er uden sine problemer specielt i forløsningen af plottets utallige ender. Når det er sagt fungerer filmen fint og underholdende, uden at gøre brug af mange af de klicheer denne genre om berømte historiske personer tit forfalder til.

Således mætte og i gang med at fordøje denne righoldige. men meget forskelligartede 3-retters filmmenu, begav vi os mod udgangen af Cinemaxx, hvor vi pludselig fandt os face-to-face med festivalens jurypræsident Werner Herzog. Desværre for os hastede manden forbi, inden vi kunne nå at finde diktafonen frem og få en kommentar. Sheisse!

Af Martin Wolsgaard og Nicolai Eskesen.