En norsk film, der IKKE imponerer!? Er det muligt?

I Norge har de tre store eksportvare; Olie, fisk og tv-serier. I 2015 dukkede der en lille ungdomsserie op på nettet, der hed ’SKAM’, og blæste Danmark omkuld. Siden har vi i Danmark labbet alt ungdomsrelateret underholdning, der kommer ud af det fjeldfyldte land, i os. På drtv.dk er der sågar en hel side dedikeret til norske serier. Vi elsker Norge!

Jeg selv må også erkende, at jeg er faldet i det norske seriehul, og jeg har udover ’SKAM’ væltet mig i serier som ’Buksemyndig’, ’Blank’ og ’Semester’ med drenge-Chris i hovedrollen. Derfor var jeg heller ikke sen til at sige ja tak til at se det nyeste skud fra de syngende nordmænd ’Battle’. En norsk ungdomsdansefilm med selveste Eva fra ’SKAM’ i hovedrollen! Forventningerne er tårnhøje.

Men så går filmen i gang.

En pæn facade, og et kedeligt indhold
Amalie (Lisa Teige) har det hele. Et flot kæreste, et lækkert hus og muligheden for at komme til Holland for at studere på en eftertragtet danseskole. Men en dag vælter Amalies perfekte polerede verden, da hendes far går konkurs, og de må flytte til den mindre eftertragtede bydel. Amalie er flov og forsøger at skjule sit nye liv. Men så møder hun hip hop danseren Michael, og han introducerer hende til en ny verden, og nu må Amalie finde ud af, hvem hun egentlig er.

Vi har set det hele før. Den rige privilegerede pige, der falder for en rå dreng fra slummen, som skal lære hende at finde sig selv. Konkurrenten på danseskolen, som naturligvis er lærerens favorit, men som mister sin status, da vores hovedrolle bliver bedre i takt med, at hun lærer mere om sig selv. Det i sig selv er sådan set okay, men når filmen er så forudsigelig i sin historie, så skal den bringe noget nyt med sig, og det gør den ikke.

Alle brikkerne lægger sig der, hvor jeg havde forventet det, og jeg keder mig. Replikkerne virker så skrevne og forcerede, at det føles, som om jeg ser en skolefilm, og særligt Karen Lise Münsters levering af dem som den gnavne danselærer virker utroværdig og en anelse dilettantisk. Karaktererne mangler personlighed og dybde, og jeg tror ikke på den kærlighedsrelation, der skabes mellem Amalie og Michael.

Så dans for satan
Når man vælger at lave en film, hvor dansen fylder, så må man sørge for, at den bliver en medfortæller af karakterernes følelser og skaber fremdrift. Som Gaspar Noés ’Climax’ fra sidste år, hvor dansen bliver udtrykket for de medvirkendes ophidselse og paranoia i deres syretrip. Eller i klassikeren ’Dirty Dancing’, hvor dansen ses som en del af Babys udvikling fra pige til kvinde. ’Battle’ forsøger da også at bruge dansesekvenserne til at udtrykke Amalies følelser, men det virker slapt og upassioneret, når vi ser den samme koreografi igen og igen og igen.

Alligevel må den have ramt noget i mig, for jeg ender med at sidde og danse rundt med musik i ørerne, så vidt det er muligt på min cykel, mens jeg kører ud af H.C. Andersens Boulevard.

På trods af en ellers dygtig Lisa Teige, som også er professionel moderne danser, så bliver jeg ikke medtaget af denne norske version af ’Save the last dance’ . Det er ikke alt, der kommer ud fra de sneklædte fjeldtoppe, der glimter, men mon ikke jeg alligevel trykker start, når den næste norske serier dukker op, og ellers kan ’SKAM’ vist godt tåles at ses for fjerde gang.