En film, der giver mig lyst til at se en masse andre debutspillefilm.

Jeg elsker debutfilm, for de tør ofte være anderledes end de gængse Hollywoodfilm. Her er der masser af revolutionære ideer. Debutinstruktører er endnu ikke blevet korrumperet af branchens magtfulde mænd, hvor instruktørens vision ofte må lade livet for de pengegriske producenters mainstream ideer for at få flere publikummer. En allegori på det kapitalistiske samfund?

Når man sidder på bunden af samfundet, så er det nemt at se uretfærdigheden i verden. Nogle bliver ekstremt politisk bevidste og engagerede i at gøre en forskel. Men så snart man bevæger sig op ad rangstigen, så ser det hele lidt anderledes ud, og de små farvede papirlapper med tal på bliver en stærk motivation for at se den anden vej for uligheden.

Den gyldne elevator
I en alternativ små-dystopisk nutid opdager telesælgeren Cassius Green (Lakeith Stanfield), kaldet Cash (næppe et tilfælde), en nærmest magisk mulighed for at stige i graderne (og på etagen) til en såkaldt ”powercaller”, der betyder rigdom og succes. Hans aktivistiske kunstnerkæreste Detroit (Tessa Thompson) er dog skeptisk overfor den nye forandring, der sker i Cashs liv. Mens hans venner organiserer en protest mod firmaets medarbejderundertrykkelse, tager Cash den gyldne og talende elevator op til magtens tinder blot for at opdage de groteskheder, der finder sted.

Historien er set før, men det er udførslen så sandelig ikke. Den debuterende instruktør Boots Riley har skabt en ordentlig bunke samfundskritik pakket ind i en surrealistisk komedie med ansigt-til-ansigts-telefonsamtaler, white-mans-voice, en tv-verden a la et japansk game-show og et unaturligt stort fokus på kæmpeøreringe. Lyder det mærkeligt? You ain’t seen nothing yet!

What the f…?
Dette er en film, man næsten ikke skal vide for meget om. Den skal bare opleves. Dens absurde univers har da også delt vandende. Nogle elsker den, andre hader den, men det er netop den slags film, som man husker, uanset hvilket hold man hører til. Denne anmelder hører til holdet, der elsker den! Dens vanvidsfilosofiske, eventyragtige, farverige og drømmende sekvenser bliver til en blanding af en politisk kommentar med absurd humor og et ’Black Mirror’-afsnit.

For min skyld måtte den gerne have været endnu mere langt ude, og den dykker også lidt i tempo i anden akt. Dog formår den at holde mig nysgerrig, og dens politiske budskab kommer fint til udtryk uden at virke forceret. ”Stick to the script” får Cash at vide i starten på sit nye arbejde, hvilket er lige præcis, hvad denne film ikke gør. Den er grænsesøgende, og jeg kan klart mærke et debuterende instruktørhjerte med masser af vision og passion. Dog skal jeg alligevel se, hvad Boots Riley kommer med næste gang.