Hvis ikke et hav så i hvert fald en imponerende vandpyt af spændte fans og youtube-influencers står klar på Rådhuspladsen og venter på, at Netflix allernådigst løfter sløret for deres mystiske arrangement i forbindelse med ’The Rain sæson 2’. Vi står der også.

Claus, Andreas, Karoline og jeg er under cover. Vi står her i mængden af fans og positive ungdomsmedier og gør alt, hvad vi kan, for at undgå den nærmest uundgåelige afsløring af det faktum, at ingen af os på nogen måder bryder sig om den danske Netlifx-serie ’The Rain’. Jeg har ikke engang set et eneste afsnit.

Kl 18:40 går det op for os, at gruppen, vi skulle have været med, er stukket af fra os, og en sindsoprivende jagt førere os hen til Tivoli, hvor to busser, hvis ruder er dækket til med avisudklip, venter os tålmodigt.

Efter kortvarigt at have placeret os blandt unge fans fra rundt omkring i verden (læs: Tyrkiet primært af en eller anden grund) bliver vi hurtigt kastet over i den langt mere skumle pressebus. I et forsøg på at passe ind forsøger Andreas at tale pressefolkets sprog ved højlydt at råbe ”hvor er Kim Skotte henne?” og sige grimme ting om Kino.dk, hvilket beroliger den ellers nervøse  pressegruppe.

Akavetheden i Promoveringsekspressen
Herefter begynder den grusomme tur i Netflixs dystopiske partybus. Et insisterende epilepsianfaldsflirtende flerfarvet blinklys præger det ellers langt fra festlige interiør med camouflagehegn og en slående mangel på siddepladser. Endnu mere skummelt bliver det af, at de avisdækkede ruder forhindrer enhver mulighed for at følge med i, hvor vi kører hen.

Det mest festlige, der foregår i pressebussen, er en mere end almindeligt hårdtarbejdende guide. Han forsøger at skabe god stemning via et ikke i nærheden af gennemført rollespilsscenarie og en fan-quiz, der falder til jorden med entusiastisk kraft, da bussen er fyldt med presse og ikke fans.

I panik over rædslerne i bussen griber jeg til min telefon, hvor den fristende maps-app leder mig i fordærv og endnu flere rædsler, da det går op for mig, at vi er på vej direkte imod Bagsværd, hvor jeg netop er flyttet fra. Jeg frygter, at hele arrangementet er en konspiration, der ender med, at jeg bliver skudt af min tidligere udlejer.

Det skal imidlertid vise sig ikke at være tilfældet, og jeg kan med lettelse se den lille prik på min telefon bevæge sig sikkert forbi Bagsværd og til Værløse. Her gør bussen et brat stop, der er tæt på at destruere min skrøbelige hjerneskal.

Er det ”Fynsgaard” eller ”Følsgaard”?
Ind træder halvdelen af castet fra The Rain! Allernådigst har de hårdtarbejdende skuespillere ladt sig sænke ned fra stjerneskyerne for at mødes med os fans for mingle og feste med os i bussen, der nu også fyldes med høj festmusik.

Desværre er køretøjet sparsomt udstyret med fans, og i stedet for krammere og selfies en masse står skuespillerne nu akavet i en klump i midten af bussen, imens vi andre står klemt op ad væggene og forsøger at undgå øjenkontakt. Den velmenende Mikkel Følsgaard tager et par solbriller på for at give illusionen af feststemning og glamour, men efter en mildest talt ulykkeligt blik på omgivelserne opgives forsøget, og brillerne ryger i lommen igen.

Åh, Skammen!
Heldigvis ender ulideligheden efter en times ukomfortabel og demonstrativt akavet buskørsel, og vi stiger ud i Lynge, hvor Netflix bruger en uhumsk mængde ressourcer på at gøre pressen og seriens fans lykkelige. Simremad, uendelige uidentificerbare og lækre hor d’oeuvres og åben bar i topkvalitet samt enormt omfattende udsmykning og en umiddelbart umotiveret, men ganske hyggelig koncert med Emil Kruse kastes hovmodigt i ansigtet op os. Pludselig er stemningen blandt mine medbragte kolleger og mig selv nærmest positiv.

Vi oplever nu det, der blandt den kritiske kulturpresse kaldes ”skammen”, da skaberne af serien går på scenen og takker os for vores entusiasme for den tv-serie, som de har arbejdet så hårdt på. Vi står nu hver med blåbærmojito og mandellikør i mundvierne, imens vi får det enormt dårligt over at have udnyttet vores position til på det groveste at latterliggøre, hvad der rundt omkring os kun inspirerer kærlighed og glæde. Føj for den lede.

Vi vælger hurtigt at dulme vores kollektive anfald af elendig samvittighed ved hver at anskaffe os tre øl, en drink, en bakke popcorn med lakridspulver og en vulgær mængde bakker med appetizers, inden vi bliver kommanderet udenfor. Her vender aftenen 360 grader, og vi ender på knæ i ren respekt og taknemmelighed for arrangørerne af dette geniale arrangement.

How I learned to stop worrying and love Netflix
For vi er i en driveinbiograf. Vi er i vores egen lille bil i en driveinbiograf. Vi er i en hyggebil med snacks og øl og alt, hvad hjertet begærer, i en driveinbiograf, og det regner, og castet sidder ved siden af os i en drivvåd sofa, og så starter de to første afsnit af ’The Rain’s sæson to. Hvad satan?

Jeg har som sagt ikke set den første sæson, men det er fuldstændig lige meget, for efter to minutter opgiver jeg helt og aldeles at følge med og overgiver mig fuldstændigt til den uhyggeligt komfortable situation. Æstetikken i at sidde med en utømmelig brønd af gourmet-snacks i en bil i en driveinbiograf med tre kolleger, imens det regner.

Hvad der skete i de to første afsnit, er jeg ikke klar over, men på busturen tilbage til København sidder vi alle fire og smiler dumt, så det kan ikke have været elendigt nok til at ødelægge oplevelsen. Inden vi går hvert til sit udveksler vi et forstående blik, og jeg tænker ”Det her må være ægte kulturjournalistik”.

Foto: Netflix