Den midaldrende korleder Halla griber skytsbuen og på C02-neutral manér slås hun mod finansgiganter, politikere og elmaster.
Mange mærker en snigende klimanervøsitet, grænsende til en næsten åndeløst panisk tilstand, når man læser beretningerne om smeltende poler, økosystemers kollaps og vidtstrakte golde områder.
Denne frygt forvandles til en protestkamp i den islandske film ’Kvinde på Krigsstien’, som vandt Nordisk Råds Filmpris i 2018. Her slås den midaldrende korleder Halla (Halldóra Geirhar∂sdóttir) mod den nationale tungindustri og væksthungrende politikere. Som en anden spelt-Rambo bevæbnet med bue og pil, nedlægger hun elmaster i naturens tjeneste.
Tyndt Hjerteblod
Jeg forstår Halla. Det giver et eller andet sted mening, at man i dyb klimadesperation kan finde på at gribe til våben. Jeg har brug for at se nogen – det gør bestemt ikke noget, det er en kvinde fra den kulturelle klasse som mig selv – smadre løs på klimaets skurke. På den vis fanger filmen tidsånden og sin målgruppe.
Men det er en svær film at lave. Her er fem grunde til, at ’Kvinde på Krigsstien’ har fødselskvaler.
I filmen er Halla vred over, at hendes manifest spinnes. Filmen spinner selv, så det snurrer. Politikernes holdninger er kolde og nøjeregnende som hos en Bondskurk. Diskussionen mellem systemkonservative og klimakrigere er noget, filmen ikke vil eller kan tage op. Havde den gjort det, fremstod Hallas protestform grovere, men blev også taget alvorligt.
Karaktererne er nuttede, men endimensionelle. Hallas yogalærer-tvillingesøster Ása (også Halldóra Geirhar∂sdóttir) er særligt slem. Hun taler mekanisk og virker mere som satire end menneske. Det skal være komisk, men jeg griner desværre ikke – måske fordi, der intet hjerte banker i karakteren.
I Hallas stue hænger store billeder af Gandhi og Mandela. Halla er altså offervillig og pacifist, forstår man. Ellers er hendes stue overhængt med farveskarpe naturbilleder, der ligner skærmbilleder fra en computers fabriksindstilling. Da Halla låner en gammel bil fra en slægtning på en gård, der hiver den frem under en presenning i sin garage, er den nylakeret og insta-lækker. Det er nogle af de mest kulisseagtige kulisser, jeg har set på film.
Halla kastes undervejs ud i en adoptionsproces. En pige i Ukraine er uden forældre, og klimakrigeren er den næste i køen til at overtage et subsistensløst østblokbarn. Den historie skal sikkert få publikum til at føle en omsorg for Halla, et bånd til hende. Men det er usympatisk, at hun fortsætter på krigsstien, mens hun planlægger at hente et forældreløst barn fra Ukraine til Island. Hvad vil der ske med barnet, hvis hun bliver fanget? Den historie virker ugennemtænkt og påtaget.
Et islandsk tremandsorkester lever underlægningsmusikken og er altid synlige i billedet, når de gør. Også i smalle kopirum, på tage og det islandske fjeld. Det er fortænkt, og den gimmick bliver hurtigt træt. Sådan gør filmen ustandseligt opmærksom på sig selv som fiktion og beder hermed også sit publikum om ikke at tage den – og dens radikale klimaaktivisme – helt alvorligt.
Det er alt sammen med til at få ’Kvinde på Krigsstien’ til at virke som en film, der er lavet på bankende – men saftevandstyndt– hjerteblod.
Hvem skal vi pege fingre ad?
Filmen rejser en klimastorm af interessante spørgsmål. Vil vi se sabotage eller sågar terror i Moder Jords navn i fremtiden? Har vi den rigtige klimadebat, men stiller de forkerte spørgsmål? Er det for eksempel middelklassens bøffer og varme bade, der forurener mest? Eller er det de større virksomheders udslip, vi skal pege fingre ad?
Kan vi overhovedet gøre noget, tænker jeg, mens Halla stille bevæger sig igennem det meterdybe vand på en vej, hvor bussen ikke længere kan køre. Klimakampen for mig er mest at gå stille med sænkede skuldre og bekymrede bryn igennem stigende vandmasser, mens nyhedsstrømmen synes mere optaget af Rasmus Paludan end verdens undergang.
Klimakrisen er scary. ’Kvinde på Krigsstien’ er spændende i lyset af, hvor vigtigt et emne den tager op. Hvad gør man for at redde verden? Det gør den ikke til et mesterværk, men seværdig på trods. Jeg håber på flere film om klimapanik.
