Med flere ikoniske dragter og sanghits under bæltet, end de fleste kan huske, er Sir Elton John et popikon. ’Rocketman’ flyver blandt stjernerne i biografens mørke himmel.
Hans sang, hans historie
Storslåede fjerdragter, glitter og plateau sko er en stor del af Elton Johns persona, men ikke alt. Der er dog helt klart flest mennesker, som kender ham i dette element frem for den beskedne Reginald Dwight, som han var født som. ’Rocketman’ kaster sig ud i at fortælle om legenden, og den bedste måde at gøre det er igennem hans musik. Musikken er Eltons liv og sjæl, hans fantasi, og man kan ikke andet end kalde denne film for fantasifuld.
I en blanding af det fiktive og det faktiske forsøger denne bio pic at afdække en sandhed om Elton John – men ikke på den traditionelle linære måde. Filmen, instrueret af ’Bohemian Rapsodey’ veteran Dexter Fletcher, holder godt fast om den følelsesmæssige historie, der fortælles, og det sker igennem de spraglende portrætter af menneskerne. Alt dette fortalt gennem Eltons egen subjektive vinkel. Dette valg giver filmen mere flair og varme, end hvis de prøvede at forholde sig nøgternt og objektivt til rockstjernens stof og ikke mindst hans stofmisbrug.
Jeg tror, det er derfor, at det er blues
Det er dog ikke alle karakterne, der for lov til at være nuancerede. Venskabet med hans gamle ven og fortrukne sangskriver Bernie Taupin (Jamie Bell) folder sig ud og udvikler sig på bedste vis med de dertilhørende høj- og lavpunkter, men andre karakterer forbliver mere rigide. Udfordringerne i hans forhold med manager John Reid (Richard Madden), hans far (Steven Macintosh) og hans mor (Bryce Dallas Howard) kan nemt fade til et sort-hvidt portræt. Mennesker er sjældent så simple, som film maler dem til at være. Ikke desto mindre deltager karakterene i formidlingen af Eltons udfordringer. Som et anerkendt queer-ikon skyr filmen heller ikke væk fra det flamboyante i hans liv. Derimod bliver udfordringen som homoseksuel mand i hans tid omfavnet og oplyst.
Hold mig tæt, lille danser
Eltons udfordringer, hans liv, hans musik, hans kamp for at nå til der, hvor han er, er nemlig, hvad filmen handler om i sidste ende. Taron Egerton, tidligere set i action filmen ’Kingsman: The Secret Service’, skinner strålende i denne rolle. Hans version af Elton er menneskelig, dedikeret og dragende. Dertil er det selv Taron, som synger i filmen, og han kaster ud sig i hver scene med fuld gusto. Det fortabte blik og længslen efter kærlighed skriges i hans tavshed. Aldrig har jeg villet give en karakter et kram lige så meget, som jeg ønsker at kramme Taron Egerton, når han spiller Elton John.
En tilføjet bonus kommer i form af producer Matthew Vaughn, som instruerede Taron i ’Kingsman’ filmene. Man kan mærke en hånd om detaljerne, overgangene og den genrelle pacing af filmen. Selvom den er 121 minutter lang, sidder scenerne lige så tæt som Eltons paillet kostume.
Raket-mand
Til Elton fans er der masser af wink wink, nudge nudge, men det spænder ikke ben for dens forsøg på at fortælle historien oprigtigt. Kostumerne er inspirerede, men ikke en replika af the real deal. Det er også sandt for selve handlingen. Fortællingen cirkulerer ikke kun milepæle, som vi kender (som bedste hits eller største koncert), men mere hans personlige rejse.
Universets opbygning er en farverig fantasi, som er bygget på et solidt narrativ om Eltons historie. På den måde kan Elton være det underholdende, som når han er på scenen med sin store personlighed, men han er også den stabile emotionelle vægt til filmen.
Alene musiksekvenserne, de flydende overgange og imaginative remixes holder energien høj i hver scene. Visuelt er den en stor success – lige så sprudlende og farverig som Elton John selv.
