Du kender ikke mig, og du kender ikke Tojstolv – og det er netop problemet 

Nogle gange overgår virkeligheden fiktionen. Sådan en virkelig historie er ‘Mordene i Kongo’ baseret på. I 2009 drager to norske eks-soldater til et Congo præget af borgerkrig. Ni år senere vender kun den ene tilbage.

De to mænd, Joshua French og Tjostolv Moland, skal i første omgang “lokaliserer nogle værdigenstande” for oprørslederen Luc. Men undervejs går noget galt. Den chauffør, som French og Moland har hyret, bliver skudt på en mørk vej gennem junglen. Efter et halsbrækkende forsøg på at flygte ender nordmændene bag tremmer.

Jeg vil aldrig tilbage 

Historien om French og Moland satte overskrifter i Norge, men jeg kan ikke huske at have hørt om den før. Derfor kommer filmen i gang på en lidt indforstået måde.

Joshua French træder ud af taxaen og ind i armene på sin karismastiske soldaterkammerat Moland, der befinder sig godt i Congo. French mumler noget halvhjertet om at ville være hjemme hos kæresten i Norge igen til 17. Maj, blot 3 uger senere, men inden længe har han også fået smag for spændingen, og så er kæresten glemt.

Forholdet mellem mændene er filmens nerve. Moland er karismatisk, French er tilknyttet og drages af Molands fandenivoldskhed. Undervejs ændres styrkeforholdet sig, blandt andet da Moland får malaria i fængslet og begynder at hallucinere.

Opportunist eller idealist? 

Det kan være svært at forstå Frenchs og Molands motivation for at risikerer livet i en konflikt, der ikke umiddelbart vedkommer dem, hvilket også italesættes i filmen. Er French og Moland opportunister, der forsøger at tilrane sig en del af den diamantbesatte kage i borgerkrigens forvirring? Er de eventyrere, der drømmer om en imperialistisk fortid, hvor hvide mænd kunne te sig, som de ville, langt væk fra europæisk moralitet og lov? Er de oprigtigt loyale overfor oprørslederen som et reelt udtryk for en vision for et bedre Congo?

Desværre er jeg efter 2 timer ikke blevet meget klogere på Molands og Frenchs karakterer og bevægrund. Men det er der måske en pointe i. For hvem ved egentlig, hvad der skete den nat i junglen?

Gennem forskellige menneskers synsvinkler fremstilles historien på forskellige måder, som sår tvivl om, hvem der egentlig taler sandt. Når den congolesiske anklager beskriver French som farlig voldsmand, så ser vi French tage armbøjninger, så hans muskler og bistre ansigt bliver tydeligt.

Desværre kan jeg ikke blive klog på French som karakter. Det ene øjeblik er han tillukket og ordknap, og det næste holder han en naiv enetale for sin kvindelige norske forsvarsadvokat. Jeg føler ikke, at karakteren French virker ægte, og det gør det svært for mig at engagere mig i ham.

En vanvittigt virkelig historie bliver til en filmisk flot fortælling, der sår tvivl om sandt og falsk i en mordsag i Congo. Desværre også om karakterernes plausibilitet, hvilket gør det svært at engagere sig fuldkommen med eventyret, der blev til et mareridt for de to nordmænd.