I et fængselsunivers, hvor alt er tegnet op af regler og heiraki, er intet sort og hvidt i ’De Frivillige’.
De fleste kender måske det med at sidde i kirken til barnedåb eller bryllup og synge sange, som man egentligt godt kender, men samtidigt ikke rigtigt gider synge med på, fordi de ligger så højt i toneregistret eller bare er langsomme og tekstunderlige. Men hvis man så er heldig, at kirken har et kor, så kan man jo altid lede opmærksomheden hen på dem og lade sig fascinere af deres måde at nå de helt høje toner på.
Jetsetteren Markus Føns (Jacob Hauberg Lohmann) ryger ind som lidt af en Stein Bagger, og i varetægtsfængslet ved alle hvem han er, da Danmarks presse elsker at placere ham på forsiden. Efter en umotiveret kontrovers med nogle andre varetægtsfængslede vælger Markus frivilligt at gå i isolation, hvor han møder en anden form for hierarki. Nemlig kor-hierarkiet.
Niels regelrytter
I isolation må man have en del samvær med de andre på afdelingen, hvilket gør, at isolationsafdelingen kommer til at fremstå utroværdig og som et nemt valg, hvis man er indsat. Ikke desto mindre ender Markus i afdelingens kor, oprettet og ledet af Niels (Anders Matthesen), der, på baggrund af sin indsats i afdelingen, har flere privileger samt friheder, og dem vil en hustler som Markus selvfølgelig gerne overtage.
Hver gang mændene skal til kor, opstår der problemer, når Markus sætter spørgsmålstegn ved sangene, som Niels står for. Som uofficiel korleder er det Niels, der bestemmer, og han er utroligt glad for den danske sangskat og Højskolesangbogen. Det er en fornøjelse at se dem forsøge at synge med i Niels’ tempo og toner, som tit er helt ved siden af, hvilket sender mine tanker tilbage til sidst, jeg sad til en barnedåb og forsøgte at ramme de høje toner.
Karakterarbejdet i denne komedie er både nuanceret og samtidig virkelig stereotypt. I ’De Frivillige’ møder vi de klassiske og lidt utroværdige karakterer, som vi normalt bare griner af, men i og med at de fremstilles med dybereliggende baggrunde og domme, som de ikke taler om i fængslet, ja, så bliver man som tilskuer tvunget til at tage stilling til de fordomme, som vi alle render rundt med i rygsækken.
Vi er gule vi er blå, vi skal ud og slås!
Omsvøbt af simplistiske claves-rytmer og skønne percussion-toner foregår dette fængselsunivers igennem den pastelgule og -blå farvepalette. Æstetisk er ’De Frivillige’ gennemført ned til mindste detalje, hvilket er dejligt, når et fængsel som kulisse hurtigt kan blive hvidt og kedeligt at se på. Såvel farver som musik er meget gennemtrængende, og enten vil man hade eller elske det. Men det bærer filmen frem og understøtter både munterheden og melankolien i dette værk.
Humoren er underspillet, hvilket fungerer fint, selvom det nogle gange kan være lidt svært at finde ud af, hvad det er, man skal have ud af denne film, andet end bare underholdning. ’De frivillige’ sætter fokus på fællesskabet, og hvad der sker, når det går i opløsning, ligesom filmen sætter spørgsmålstegn ved ’rigtigt’ og ’forkert’. Høflighed er et universelt sprog, også selvom det kommer fra en kriminel. Og dem med uhyggelige domme bag sig kan også godt være gode fædre eller venner. I hvert fald ifølge ’De Frivillige’.
