A Prayer Before Dawn -

Der langes håndmadder ud på den følsomme måde i ny kunstfilm om at ruske tremmer i Thailand.

Film om at sidde i fængsel og film om at dyrke sport har altid fyldt godt ud i udbuddet af dramaer og thrillers i biograferne såvel som på TV. Det er to emner, som mange mennesker forbinder med stor dramatik, lidelse og hårdførhed. En fetichisme og mytologisering, som nok kun kan lade sig gøre, fordi de fleste mennesker har forsvindende lidt personlig erfaring med nogle af delene.

Med ’A Prayer Before Dawn’ har instruktør Jean-Stéphane Sauvaire skabt en kombineret sports- og fængselsfortælling, som er tættere på at være en kunstfilm end at kunne sammenlignes med sine masse-appellerende konkurrenter.

Det er han sluppet meget heldigt fra.

Tømmermænd i Thailand
Den unge brite Billy Moore lever en sorgløs, men forhutlet tilværelse i Bangkoks natteliv, hvor han kæmper i boksestævner og sælger stoffer. Det varer dog ikke længe, før han bliver taget af politiet, og havner i det berygtede Klong Prem-fængsel.

Hvis det er træls at sidde bag tremmer i Danmark, så er det frygteligt i Thailand. Billy skal dele en sin spartanske celle med snesevis af medfanger, som på lige fod med de brutale fængselsbetjente ikke snakker et ord engelsk. Billys hverdag domineres af korporlig afstraffelse, udbredt vold, truslen om voldtægt samt et altødelæggende heroinmisbrug.

Midt i al elendigheden får Billy muligheden for at finde styrke og sjælefrelse i fængslets thaiboksehold. Ironisk nok er det måske kun bag tremmer, den unge englænder kan finde vejen til frihed.

Byens bedste bokselademadder
Historien, som i øvrigt er en sand en af slagsen, udspiller sig nærmest uden dialog. Billy snakker ikke thailandsk og de andre indsatte ikke engelsk. Kommunikationen foregår via få gebrokne fraser og fagter, mens vi som publikum dog gennem underteksterne får lov at forstå de thailandske samtaler. Et velfungerende greb, der bidrager med en stor grad af autencitet, og skaber nogle unikke ordløse dialoger.

Kameraet er håndholdt, og det kredser på tæt hold undersøgende og nysgerrigt om filmens mange kroppe; de arrede og gennemtatoverede kroppe tilhørende de thailandske medfanger, hovedrolleindehaveren Joe Coles blege krop, når den får massage, tæsk, bløder eller væsker.

Der lægges ingen fingre imellem, når der slås. Lange seancer uden klip bidrager igen med autenticitet og lader den fantastiske kampkoreografi komme til udtrykt. Afføring, sved og blod dominerer mange af billederne, og den for en fængselsfilm sædvanlige voldtægtsscene virker ubehageligt realistisk.

Joe Cole er ”Danny Cool” til det der skuespils-halløj
De fleste scener domineres af usympatiske mennesker, der opfører sig ubehageligt, og alligevel formår Sauvaire hele tiden at finde frem til skønheden i det usle; tit skinner empatien gennem sprækkerne, og Billy såvel som publikum overlever på selv de mindste medmenneskelige handlinger, der står som lysende fakler med al brutaliteten som baggrund.

Joe Coles skuespil er en sand kraftpræstation, der bærer hele fortællingen på sin skuldre. Dels fysisk, men også psykisk, da Cole har en imponerende evne til at virke både eftertænksom og sårbar, selv når han opfører sig aggressivt og udfarende.

Hvis ’Rocky’ var arthouse
Medfangerne spilles alle af tidligere indsatte, og det hele er filmet i et tidligere Thailandsk fængsel. Slutresultatet fremstår enormt overbevisende, og det mærkes tydeligt, at instruktøren agtede at give publikum et ærligt indblik uden fordømmelse i dette ekstreme og fremmede miljø.

Desværre lærer vi dem aldrig rigtigt at kende, og de virker ved filmens slutning ligeså fremmede, som da den begyndte. Det bevirker også, at filmen til tider virker lang, da fortælletempoet er meget langsomt, og vi konstant er lænket til Billys ordløse udsyn på verden omkring ham.

’A Prayer Before Dawn’ kombinerer et nuanceret karakterstudie med en ekstremt realistisk skildring af fængselslivet, og et portræt af boksning, der nærmest virker religiøst. Resultatet er en ”kunstboksefilm” som er tættere på ’Taxi Driver’ end ’Rocky’.