Den danske børnelitteraturskat bugner med fabelagtige og vedkommende historier. Bjarne Reuters forlæg til biografaktuelle ‘Kaptajn Bimse og Goggeletten” lader til at være en af de magiske.
Den rødhårede og rosin-elskende pige Anna har to rigtig gode venner, som hun har med sig gennem ild og vand. Den vamsede teddybjørn Hr. Johnson og den mørklødede kludedukke Sofie. Hun er så god en veninde, at hende og Anna deler venindearmbånd (alle der har prøvet den slags ved, at det er alvor, når man har venindesmykker).
Skæbnen vil dog, at Anna taber Sofie i familiens sommerhus, og så er fanden løs i Laksegade, for Anna har fødselsdag dagen efter. En dag, hvor bedsteveninden Sofie er uundværlig.
Undsætningen kommer dog flyvende ind fra højre i form af Kaptajn Bimse (Jesper Asholt) og hans andenpilot og ven, Goggeletten (Peter Frödin). De tager Anna og den nu levende Hr. Johnson med på tur for at hente Sofie hjem.
Charmerende karakter-katalog
På kvartettens sky-road-trip render holdet ind i det samme benzin/rosin-problem flere gange, da den fine gule flyvemaskine ved navn Zanzibar bruger rosiner som brændstof. Heldigvis er der forskellige karakterer og lektioner på vejen, der driver det hele i den rigtige retning.
Der er spillet på velkendte stereotyper i hovedrollerne, mens de mere skæve karakterer som fedtegreven, der er en rig og kontrær rosin-sheik og karakteren Bøvernikkel, der er eventyrets sky kældermenneske er et friskt pust. Sammen pepper de eventyret og udfordringerne solidt op. Filmens ubestridte guldkorn er desværre gemt til sidst, hvor Sofie vækkes til live til en feisty og kæk karakter, som Sidse Babett Knudsen lægger stemme til.
I eller ude af sync?
Når et sæt filmvante voksenøjne ser ‘Kaptajn Bimse og Goggeletten’, er det nemt at blive distraheret fra den ellers fine historie, fordi det glipper lidt i teknikken. Flere gange er jeg i tvivl om, om det i virkeligheden er en film, der er eftersynkroniseret fra et helt andet sprog, fordi synkroniseringen er lige så usynligt som “usynlige” BH-stropper var det i 00’erne. Det er ærgerligt, for det skærer i øjnene.
Dog er jeg nødt til at spørge mig selv, hvor vigtigt det er, for denne film er rettet mod de helt små, der ganske givet ikke ænser det et blik. Men gør det sjuskefejl mere spiselige, at dét, som det primære publikum bekymrer sig om, er rigtig fint?
Yderlighederne spænd.
På visse punkter er ‘Kaptajn Bimse og Goggeletten’ en rigtig yndig og fantasifuld fortælling om ensomhed, omsorg og venskab. Samtidigt er der sider af filmen, der ikke lever op til, hvad jeg mener er forventeligt, når en film når det store lærred. Jeg må dog erkende, at jeg hyggede mig i det ganske udmærkede selskab, der blev akkompagneret af et herligt og magisk soundtrack.
