En af de mest profitable horror-franchises kryber ind i biografens mørke for endnu en gang at skræmme livet af publikum med hang til knirkende gulve, døre, der åbner sig, uden der er nogen i nærheden, og usædvanligt creepy dukker.
Den 3. film i ’Annabelle’-serien og den 7. i ’Conjuring’-universet markerer instruktørdebuten for Gary Dauberman, som har skrevet alle film om den titulære dukke, samt ’The Nun’ og ’It’. For at sige det mildt så er der lidt kvalitetsudsving på det film-CV.
I ’Annabelle Comes Home’ er den uhyggelige tingestnu bag lås og slå hos Warren-familien (Patrick Wilson og Vera Farmiga). Dæmonjægerne, som er det godes bastion mod de onde kræfter, der med alle tænkelige tricks prøver at fortære uskyldige sjæle.
Det er dog deres datter Judy (McKenna Grace), som er i fokus i denne omgang. At have forældre med det erhverv og den ”berømmelse”, som følger med, er ikke det mest ideelle for et barn. Det eneste selskab hun rigtig har, selvfølgelig lige op til sin fødselsdag, er hendes babysitter Mary Ellen (Madison Iseman) og dennes veninde Daniela (Katie Sarife).
Men selvfølgelig finder ondskaben en vej, og snart er de tre piger fanget i et hjem med ubehageligt mange snørklede gange og mørke hjørner, hvor man lige kan skimte noget bevæge sig ud af øjenkrogen.
Vi er ikke alene
Hvor den første ’Annabelle’ film var ganske forfærdelig, var 2e’en et kærkommen og veloplagt skridt i den rigtige retning – heldigvis fortsætter det her.
Efter en fin, dog lidt forklarende introduktion til Annabelle og resten af universet går filmen let og elegant i gang. Judy og de to andre piger bliver introduceret og karaktermotivationer bliver glimrende lagt for dagen, så man rent faktisk interesserer sig for dem.
Gysene, som er det, den her film står og falder med, er, hvad man kender fra Annabelle-filmene når de er bedst: alt bliver stille, og forventningen om, at NU bliver du skræmt halvt ihjel, bliver trukket ulideligt i langdrag på den gode måde vel at mærke.
En række gespenster bliver introduceret, hvoraf en med forkærlighed for mønter skruer ubehaget op til maksimum. Nogle gange er alt, som kræves, en mønt, der triller henover et trægulv, for at hårene rejser sig på armene. Simpelt, men uhyre effektivt.
Hey, det er da?
Filmens ulempe er, at det alt sammen desværre er noget man har set før, men som bestemt er veludført. Der er bare ikke noget nyt at komme efter udover lidt spøgelser, og lur mig om en eller to af dem ikke får deres egen spin-off. Jeg vil i hvert fald gerne se den om samuraien.
Dauberman drysser desuden med generøs hånd referencer til sine inspirationskilder. På et stativ med tegneserier finder man blandt andet ’Swamp Thing’, som han selv har adapteret til streaming, men som desværre allerede har måttet lade livet grundet finansielt og kreativt fnidder.
Ganske overraskende er der rigtig mange sjove øjeblikke og ikke af den ufrivillige slags. Den ultra-kejtede Bob (Michael Cimino), som er håbløst forelsket i Mary Ellen, har en fantastisk dialog med et stoner-pizzabud om, hvad han skal gøre for at vinde hendes gunst. Akavet på den helt rigtige måde.
’Annabelle Comes Home’ er uhyre effektivt gys og en lovende debut for Gary Dauberman. Man bliver bange på de rigtige tidspunkter og griner af de rigtige grunde. Rammerne tillader den dog ikke at hæve sig helt op til de højere luftlag, men mindre kan bestemt også gøre det.
