En klassisk velsmagende ret, der dog er blevet lunken og mangler lidt krydderi.

Med en titel som denne forventer jeg allerede, at jeg skal se en film, hvor den sanselige madoplevelse er i fokus. En film, hvor duften af frisk basilikum strømmer ud gennem lærredet. En film, hvor man kan nærmest smage de modne tomater og mærke, hvordan de drypper ned langs hagen, når man bider i det saftige kød. Men den sanselige oplevelse udebliver, desværre.

Særlige evner
Efter et kort fængselsophold skal den iltre mesterkok Arturo (Vinicio Marchioni) gøre samfundstjeneste på en kokkeskole for unge med Aspergers Syndrom. Her møder han den ivrige, men også sensitive Guido (Luigi Fedele), som har et helt særligt talent. Han kan dufte hver eneste ingrediens i en ret.

Arturos hårde facade skræmmer dog ikke Guido, og da Guido udtages til en prestigefyldt madkonkurrence for unge talenter, beder han en noget skeptisk Arturo, om at tage med ham som sin mentor. Langsomt opbygges et særligt venskab mellem de to lidt aparte typer med udgangspunkt i deres fælles kærlighed til madlavning.

Den italienske Rainman
Det er den klassiske historie om det umage par, der skal på roadtrip, og hvor et venskab udvikles undervejs, som vi har set det mange gange før. Det er den uerfarne, men optimistiske unge, mod den livstrætte og bramfrie ældre. En umiddelbart forudsigelig og lidt anonym historie om en konkurrence der skal vindes, og et venskab der skal opbygges.

Men filmen formår alligevel at fange mig lidt i sin charmerende skildring af den Aspergers-ramte Guido og hans både naive og indsigtsfulde måde at se verden på. Den unge Fedele spiller Guido med en naturlighed og indlevelse uden at være overdrevet eller forvrænget,en fin balancegang. Vi fornemmer en udvikling i ham, som skildres troværdigt.

Kvalmende Feelgood
Desværre er det ikke alle spillere, der har denne naturlighed. De andre karakterer omkring Guido og Arturo får en stærk karikeretrepræsentation og bliver sjæleløst fremstillet. Fra de overdrevne begejstrede bedsteforældre til den stereotypiske selvcentrerede kokkesnob. Det er i det spirende venskab mellem de to hovedpersoner og deres individuelle udvikling, at fortællingen lever.

Men der mangler både mere dybde og nerve i historien. Plottet bliver forløst lidt for let, og karakterernes handlinger har hverken de store risici eller får fatale konsekvenser, så det bliver lidt tandløst. På trods af et hæderligt og fint budskab, så sidder jeg tilbage med en lidt lunken følelse og halvtørre smagsløg.Til gengæld kunne jeg godt spise lidt pasta nu.