Det er ikke ligefrem, fordi verden mangler dokumentarfilm om diverse afdøde musikere. Som med alle andre slags film, er der de gode (den fremragende ’Amy’ for eksempel) og så dem, hvor intentionen tydeligvis har været der, men slutresultatet halter lidt (hint: du kommer til at stifte bekendtskab med sådan en lige om lidt).

Det australske svar på Jim Morrison, Michael Hutchence, var forsanger i bandet INXS, som var store i 1980erne og slut-90erne. Med en kombination af catchy rock og et hint af funk stormede de ind på hitlisterne, og charmøren Hutchence skabte med sine krøllede lokker og overall labre ydre tsunamier i flere pigeværelser og på koncertpladser verden over.

I Richard Lowensteins ’Mystify: Michael Hutchence’ belyses ikonets liv. Lige fra hotellerne og gaderne i Hong Kong til en aften i København, så kommer vi vidt omkring, blandt andet takket være mandens egne hjemmevideooptagelser og endeligt gennem dem, der kendte ham.

Smukke dreng
Man kan på ingen måde benægte, at sangeren havde mere karisma end de fleste. Selv i de her ”fortids”-scener kan overtegnede da ikke sige sig fri for at blive en smule forført at det velskabte stykke mandekød, når han kigger ind i kameraet og smiler det gavtyve-smil, der var kendt for at kunne smelte begge poler  – han var sensualitet legemliggjort.

Og det er også indtrykket, man får, når man hører hans eks-kærester tale om ham. Nogle er bedre til at formulere sig end andre. Især sekvensen med Kylie Minogue er fræk, morsom og rørende. Når hun taler om Hutchence, er det med den glød forbeholdt én, man virkelig har elsket dybt.

Man får lidt følelsen af, at han nok havde været bedre tilpas i 1920ernes Paris, blandt bohemer og andre kunstnere. , for det næste at stå på Pont Neuf mens de nyder solnedgangen.

Ikonet Michael Hutchence fanger filmen i hvert faldt – men så bliver det problematisk.

Sankt Michael
Filmen har et altoverskyggende problem; den er alt for ærbødig overfor sit emne. Jeg husker historierne omkring rock-sangeren, og de involverede utroskab, vold, alkohol- og narkomisbrug i rigelige mængder.

Men med meget få undtagelser, så er det her fuldstændig skrubbet væk fra jordens overflade, som om det aldrig har eksisteret. Det er en skam, at Lowenstein ikke har turde berøre de dårlige aspekter med samme nidkærhed, som han har de gode.

Vil man dyrke ikonet, bør man have respekt nok til også at vise mørket og ikke spilde unødvendig tid på at kommentere på, at han på et tidspunkt klippede sit hår kort… Det er ikke ’Felicity’ og Keri Russell, vi er i gang med, vel?

’Mystify: Michael Hutchence’ har enormt potentiale til at blive endnu én i rækken af gode dokumentarer om musikere, der forlod os alt for tidligt. Men på grund af en overdreven ”respekt” for hovedpersonen, saboterer filmen (Lowenstein) sig selv, og ender med at blive en lige ved og næsten.

Den har sine øjeblikke, og de er gode – der er bare ikke nok af dem til at redde værket fra sig selv.