Som en af Netflixs første succeser var ’Orange is the New Black’ en serie, der, når den var bedst, formåede at balancere perfekt mellem drama og komedie. I de seneste par ombæringer blev det dog skævvredet, så der blev længere mellem smilene.
Derfor virkede det som en lille velsignelse, da det blev offentliggjort, at denne syvende sæson blev den allersidste omgang med de kvindelige indsatte i Lichtfield-fængslet.
Piper (Taylor Schilling), der var os seeres indgang til universet, er prøveløsladt og finder livet på den anden side af muren svært. Især fordi hun nu er nødt til at undvære Alex (Laura Prepon), kvinden der var skyld i, at hun havnede i spjældet i første omgang, men alligevel endte som hendes kone, da Piper forlod det.
Indenfor er Taystee (Danielle Brooks, som igen er sæsonens MVP) desillusioneret efter udfaldet af sin retssag i en sådan grad, at selv hendes bedste ven Suzanne ”Crazy Eyes” (Uzo Aduba) næsten ikke kan kende hende mere. Sådan kan man blive ved med de forskellige karakterer, for absolut intet er, som det var i begyndelsen. Alt er forandret, fangerne er lidt mere hårde, slåskampene mere intense, dødsfald er fuldstændig blottet fra snert af komik, og det virker som om, der ingen ende er på elendigheden i de kedelige fængselsgange.
Det er mørkt, og Helvede er varmt
Siden det ”oprindelige” fængsel blev nedlagt i slutningen af femte sæson, og der kom det markante, tonale skift, er det som om, skaber Jenji Kohan har kopieret formlen fra sin forrige serie. De tre første sæsoner af ’Weeds’, som handlede om en kvinde, der efter sin mands død begyndte at sælge hash for at få penge, var ligesom de tidligere sæsoner af ‘Orange is the New Black’ forankret i komedie-genren med et snert af drama.
Men så kom der en mere mærkbar seriøs drejning, og også her var der stemmer som talte om, at den grønne serie havde mistet sin sjæl eller gejst.
Og der er også karakterer, hvis udvikling matcher førnævnte pot-frue. Den i første sæsons naive og næsten uskyldige Daya (Dascha Polanco) er nu fuldblodsnarkohandler og på toppen af hierarkiet, tydeligvis mærket af det mentale og fysiske inferno, hun har været igennem. En klassisk karakterudvikling i moderne serier, men her føles det alligevel skævt. Måske skyldes det bare, at Polanco ikke har de nødvendige evner eller karisma til at sælge varen, så at sige.
Ballade i hønsegården
Tilbage i Kohans fængselsserie rusker en ny fængselsinspektør op i tingene igennem en masse nye initiativer og kurser, som bringer lidt af tidligere tiders lette stemning tilbage. Blandt andet bygges der et hønsehus, hvor Suzanne udnævnes til borgmester. Et embede og ansvar som hun tager tilpas alvorligt til at det giver hysterisk morsomt udfald til følge.
Effekten er yderst kærkommen og sammen med andre plotlinjer virker det som om, forfatterne har sat sig for at slutte det hele af med manér. Der er dog også klare elementer af fan-service i form af karakterer, der vender tilbage efter at have været væk – men det er en del af gamet, når en saga skal afsluttes.
’Orange is the New Black – sæson 7’ er præcis den afslutning, som fans af universet kunne håbe på. Der er smil og tårer, side om side, uden at det føles (alt for) påduttet.
