8. og sidste dag for Nosferatus reportere på dette års Berlin var (selvfølgelig) præget af træthed men også af lidt vemod over, at dagene hvor livet kun har drejet sig om denne særlig særpræget og magiske kunstart, snart var ovre og virkeligheden tilbage i DK venter.

Ankommet nok en gang til Alte Postdamer strasse skiltes vi, da Nicolai med ret høje forventninger gik til visningen på konkurrence filmen Jüd suss – ohne gewissen og Martin gik til en særvisning for den danske presse af Pernille Fischer Christensens film En familie med efterfølgende reception og interview med et par af skuespillerne.

Jüd suss – Ohne Gewissen er historien om den berygtede og i mange år forbudte Veit Harlan film fra 1940, der var et prestige projekt for Joseph Goebbels. Ideen var gennem en suggestiv fortælling henlagt til den tyske middelalder, at fortælle hvor onde og korrupte jøderne var dengang som nu. Filmens hovedperson, teaterskuespilleren Ferdinand Marian(Tobias Moretti), udses af Goebbels, sardonisk spillet af Moritz Bleibtreu(Der Baader Meinhof Komplex) til at spille hovedrollen som den magtbegærlige Suss. Meget sigende sker det, da propagandaministeren overværer en scene, hvor Marian spiller den svigfulde Jago overfor sin jødiske kollega i rollen som Othello.
Marian, der er gift med den nu hjemmegående hustru(Martina Gedeck), som de fleste nok kender fra De andres liv, værger sig ved at tage rollen, da konen har jødiske bedsteforældre og desuden er han mere end lunken ved Nazismen. Hans først stille afvisning fejes til side af først Harlan og da han endelig i en fantastisk scene siger nej til ministeren, bliver denne balstyrisk vred. Det ændre dog ikke ved hans beslutning og Marian indvilliger endelig i mod at love sin kollega, der på dette tidspunkt står med det ene ben i koncentrationslejren, at han vil sørge for at filmen bliver et kunstværk. Men også her bliver Marion den lille overfor det Nazistiske magtapparat.
Filmen forsøger at viderefører den tyske tendens de seneste år ved at belyse ømme punkter i nyere tysk historie. Desværre bliver de gode intensioner fra filmens første halvdel, hvor musik, skuespil og fotografering skaber en stemningsfuld oplevelse af skuespilleren Ferdinand Marians og hans uundværlige kurs imod en grum og krank skæbne. Desværre forfalder filmen til en rodet afvikling af forfaldshistorien, hvor derouten aldrig føles nærværende endsige troværdig. Måske var det derfor, at Nosferatus reporter for første gang på denne festival oplevede flere buh-råb fra biografsalen, da filmen var slut.
Martin tog som skrevet til “familiearrangementet” for dansk presse i Cinemaxx-biografen til Pernille Fischer Christensens nyeste film En Familie, som er skrevet af Kim Fupz Aakeson, der står i en rekordsituation med to film i hovedkonkurrencen – denne og den norske En Ganske Snill Mann. En Familie er den anden danske film i hovedkonkurrencen, og har den danske stjerneskuespiller Jesper Christensen i en af hovedrollerne. I den anden hovedrolle er Lene Maria Christensen, som bedst er kendt fra roller i Fidibus og Frygtelig Lykkelig. Hun spiller rollen som Ditte, der finder sig selv i limbo mellem familiedyder, egne fremtidsdrømme, en dominerende faderfigur (Jesper Christensen) og sin kæreste (Pilou Asbæk). Det er en film med mange referencepunkter og identifikationsmuligheder for tilskueren, således rammer den bredt og dybt på en særdeles effektfuld måde. I bund og grund er det nemlig en historie om kærlighed, død, sorg og misundelse – alt sammen kommende ud fra komplicerede familieforhold.

Selve arrangementet omkring visning var også helt som at være hjemme i Danmark til pressevisning. For modsat alle visninger hernede, presse eller publikum, som primært er kendetegnet ved proppede sale, var der kun få danske journalister, som var særligt inviteret til denne visning. Eksklusivt var det, og man følte sig da også lidt vigtig – især efter visningen, hvor der på en nærliggende restaurant var anrettet fin frokost og interviewmuligheder med hele holdet bag. Således fik Nosferatus Berlinalemakkerpar lidt ekstra lyd-godter til programmet d. 25.

Til festivalens for vores vedkommende sidste film rejste vi tilbage i tiden til 1952 og Akira Kurosawas mesterværk Ikiru med Berlinale Retrospective. Retrospective er en særlig udvælgelse af en række gamle mesterværker, der hyldes under festivalen. Ikiru er historien om en sørgelig, kedelig og livløs bureaukrat, der de sidste 30 år af sit liv “ikke har levet”. Han har spildt tiden i rutiner uden rigtigt at udrette noget, der er værd at huske. En dag får han en dødsdom, han har kræft, og sandsynligvis ikke langt igen. Med dette begynder en rejse, hvor bureaukraten søger efter mening, glæde og liv. I Ikiru’s narrativ og virkemidler er det en tidsløs klassiker, der er lige så relevant idag, som den var for næsten 60 år siden i sin samfundskritik og udnyttelse af filmmediet. Kurosawa er og bliver en af de helt store mestre, hvorfor en af hans film er den perfekte måde at afslutte en festival på.

Af Nicolai Eskesen og Martin Wolsgaard.