Der er efterhånden blevet ramponeret en pæn portion biler i ’Fast & Furious’-universet, siden den første film ramte biograflærredet i 2001. Sjældent har så mange biler gasset op på en parkeringsplads ved siden af en biograf, som når der har været visning på det seneste kapitel i den benzindrevne saga.

To af de mest populære bifigurer, Luke Hobbs (Dwayne ’The Rock’ Johnson) og Deckard Shaw (Jason Statham) blev hurtigt så store fanfavoritter, at en spin-off nærmest var uundgåelig. Resultatet er den premiereaktuelle ’Fast & Furious: Hobbs and Shaw’.

Her er de to über-machomænd det umage makkerpar, som skal redde verdenen fra den onde Eteon-organisation, der vil opgradere menneskeheden og udslette de svageste eksemplarer – ren tech-darwinisme.

Til det har de skabt en virus, som Shaws søster, Hattie (Vanessa Kirby) kommer i besiddelse af og så starter et bogstaveligt våbenkapløb om at nå frem til hende først mellem slå-på-kaje-duoen og cyborg-James Bond-skurken Brixton (Idris Elba).

Seriøs r**sparkning
Pedalen bliver hamret i bund fra start, hvor en læderdragtiklædt Elba forsøger at stjæle virussen. Her bliver det slået fast med syvtommersøm, hvorfor han burde være den næste agent med licens til at dræbe… suk.

Han har den coolness og farlighed, som ligger perfekt i det grænseland, hvor man bliver i tvivl om, han er den gode eller den onde. Og så ligner han rent faktisk ligner en, der kan tæve både Johnson og Statham.

Og slået på tæven, dét bliver der i stor stil. Instruktør David Leitch er selv stuntmand og står bag ‘Atomic Blonde’ og ‘Deadpool 2’, så den fysiske del af løjerne har han fuldt ud styr på. Hvad enten det er slåskamp i et lille lokale eller en biljagt gennem Londons gader, ser det overbevisende ud og pakker det fornødne punch, som er nødvendigt for at skille sig ud. At historien så er lidt forudsigelig og til tider decideret dum, det er et kompromis, man nogle gange er nødt til at acceptere i en film som denne.

”I’m what you call an icecold can of whoop-ass!”
Kemien mellem de to alfa-hanner i hovedrollerne fungerer upåklageligt. Karaktererne er hinandens modsætninger og præcis som formularen for den her genre foreskriver (tænk 80’er-filmene ’Beverly Hills Cop’ og især ’48 Hours’), smider de den ene sviner efter hinanden det ene øjeblik og konkurrerer om at være bedst til at lammetæve skurke, for det næste at være et noget nært ustoppeligt team.

Selvfølgelig hjælper det på underholdningen, at Johnson og Statham har den her naturlige karisma, hvor det de siger, kan være den mest hjernedøde replik nogensinde, men fordi de forstår, hvordan sådan en skal leveres i bedste Schwarzenegger-stil, så vrider man sig oftere i sædet af grin end pinlighed. Men det sidste gør man dog også noget så grusomt til tider. Igen, det er sådan, det er med den slags actionfilm.

Det øvrige persongalleri byder på mange kendte ansigter, også flere end hvad plakaten viser. Hvorvidt alle er lige kærkomne afhænger af, om man a) forstår referencen og b) rent faktisk finder vedkommende interessant/sjov.

Alt i alt er ’Fast & Furious: Hobbs and Shaw’ uforskammet underholdende, og tiden flyver afsted lige så hurtigt som kuglerne fra maskingeværerne. Elba er som skurk et troværdigt modspil til Johnson og Statham, og så har jeg ikke engang nået at lovprise Vanessa Kirby, men betragt det som en af de behagelige overraskelser til, når du skal se filmen og blive blæst tilbage i sædet.