Tarantino er tilbage – og denne gang har han kastet sin kærlighed på en lettere lyserød version af 1960’erne.

Året er 1969, og vi befinder os i verdens ubetingede kulturelle epicenter: Hollywood. 

Den tidligere TV-stjerne Rick Dalton har, meget lig virkelighedens Clint Eastwood, haft stor succes i TV-westerns – for derefter at skifte til film, møde blandet succes – og nu står han så over for valget om, hvorvidt han skal fornedre sig til at tage til Europa og lave spaghettiwesterns.

Ved siden af Rick finder vi hans tro følgesvend og bror i alt andet end navn, Cliff Booth. Cliff er stuntman og har fundet arbejde i at erstatte Rick i diverse hestefald og biluheld. Ellers fikser han ting i Ricks gigantiske villa og ser sort/hvid TV i sin egen lille, beskidte campingvogn.

‘En simplere tid’
Man skulle umiddelbart tro, at vi i løbet af filmen ville se, hvordan ulighederne mellem rig og fattig i det kapitalistiske samfund langsomt ville rive de to fra hinanden – men nej – de bliver bare ved med at være gode venner. For det går hurtigt op for én, at det her er ikke en fortælling om venskab eller økonomisk ulighed – det er en fortælling om 60’erne. Eller i hvert fald en særlig version af 60’erne.

For filmens instruktør Tarantino er det tilsyneladende en tid, hvor kærligheden var fri, hvor hvide måtte spille mexicanere, og hvor det var tilladt at ryge på fly. Borgerrettighedskampen, den Kolde Krig og frygten for dommedag eksisterer imidlertid kun i periferien af filmens begrebsverden. I ‘Once upon a time… in Hollywood’ er Kennedy og Luther Kings årti kort sagt “en simplere tid”.

Leo og Brad
Ricks velstand og Cliffs armod bliver af samme grund ikke brugt til at illustrere ulighed – men i stedet på at definere deres karakterer og den måde, de rejser igennem denne her stiliserede version af et af det sidste århundredes mest begivenhedsrige årtier.

Ricks rigdom gør ham forkælet og bange for at miste, hvad han har, mens Cliffs materielle fattigdom giver ham en ‘devil may care’-attitude – han har ikke noget at miste.

Af de to karakterer er det klart mest interessant at følge Leonardo DiCaprio i rollen som den lettere afdankede Rick Dalton. Han svæver konstant på grænsen mellem hovmod og ynkelighed. Han er dygtig, arbejder hårdt, men bliver bremset af sin alkoholisme – samtidigt ejer han også en villa, der er plastret ind i billeder af ham selv. 

Cliff derimod er mest af alt cool. Han kan tæske karatelegenden Bruce Lee, slår irriterende mennesker i ansigtet og har solbriller på. Han er sej, og Brad Pitt er lækker – men meget mere er der heller ikke at sige om ham.

De to karakterer forsøger sammen at navigere slut-tressernes nye, forførende, men også underlige idéer om fri kærlighed og flowerpower.

Alt imens lurer ét af historiens mest berømte og brutale mord i horisonten. 

Mordene i horisonten
Charles Manson er nemlig derude et sted, og store gule datoer tæller ned til den skæbnesvangre dag i august 1969, hvor Sharon Tate og et par af hendes gode venner mødte en krank skæbne. 

Forventningen til denne her begivenhed er central for filmen – og er noget af det mest interessante, som Quentin Tarantino leger med. 

Ellers føles ‘Once Upon a Time… in Hollywood’ ikke som noget banebrydende. For en film, der synes at gå ‘all in’ på at være et tidsbillede, er det en lille smule skuffende, hvor tilfreds den virker til at være med at reducere slut-60’erne til fri sex, folk der brokker sig over Vietnamkrigen og miniskørter. 

Det sagt, vil de færreste nok fortryde de omkring 160 minutter, de brugte i selskab med Tarantino, DiCaprio og Pitt. Dialogen er sjov, karakterne er skæve, og selvom man med rette kunne klandre Tarantinos vision af tresserne for at være en fantasi, er det ikke desto mindre en dragende en af slagsen – en man nemt kan glemme sig selv i.