If it ain’t broken, why fix it?

Hvis du har set de andre ‘Fallen’-film med Gerard Butler som Secret Service agenten Mike Banning, så ved du også nogenlunde, hvad du kan forvente af ‘Angel has Fallen’. Også her forsøger onde kræfter at dræbe den amerikanske præsident, så agenten med hovedansvaret for præsidentens sikkerhed har en travl dag på jobbet.

Det nye er, at det er den hårdtprøvede Banning selv, der falder under mistanke for at ville præsidenten til livs, og pludselig må den efterhånden aldrende agent kæmpe mod sine tidligere kollegaer for at finde frem til de virkelige kræfter bag attentatet.

En krigsliderlig muldvarp i det hvide hus 

Skabelonen for ‘Angel has Fallen’ er forudsigelig: Alt virker fredeligt og tilforladeligt – indtil shit hits the fan, som man siger. Denne gang kommer fjenden dog ikke fra det store Udland, men indefra – der er en spion i Det Hvide Hus! Det tager ikke lang tid for beskueren at gætte, hvem spionen er, og efterhånden fatter Banning det også. Nogen prøver at fremprovokere en konfrontation med Rusland, og det er ikke godt.

En actionfilm for 2019?

Gennem kugleregn og røgslør fornemmer man et par 2019-inspirerede tilsnit i filmens grundlæggende pointer, som selv en actionfilm-fan med hovedet begravet i popkorn på biografens bagerste sæderække kan forstå: Krig og vold er noget skidt, der har konsekvenser for de mennesker, som deltager i krigshandlingerne. Det ses i Bannings aldrende krop, som han bedøver med piller og hans PTSD-ramte enebo af en far.

Overfor vicepræsidentens krigslyst står en gruppe mere besindige ministrer og minder ham om landets love og regler. USA’s institutioner holder med andre ord stadig, til trods for at de er under pres i det Ovale Kontor. Hele den seance udløser dog spredte grin i biografsalen, for det virker som en letkøbt Trump-stikpille, når vicepræsidenten i ‘Angel has Fallen’ siger, at han vil gøre “USA stærkt igen” gennem krig.

Som forventet

Med ‘Angel has Fallen’ får du nogenlunde, hvad du forventer – vilde actionsekvenser, biljagter, amerikansk patriotisme i en cocktail uden overraskelser, der dog formår at underholde så længe, filmen varer. Men er det godt nok til at betale billetten?