Få instruktører har et ouvre, hvis lige kan sammenlignes med Pedro Almodóvar.
Det spanske unikum har betaget verden siden de tidlige 80ere og brød for alvor igennem i 1988 med ’Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud’. Lige siden har den Douglas Sirk-inspireret auteur brilleret med den ene perle efter den anden, om end der har været et par svipsere engang imellem.
Kvinderne har altid haft en særlig fremtræden rolle i hans film. I den premiereaktuelle ’Smerte og ære’ figurerer de igen prominent, og, som det efterhånden er blevet sædvane, spillet af hans moderne muse, Penélope Cruz.
Filmen handler om den aldrende filminstruktør Salvador Mallo (Antonio Banderas), som før jubilæet for én af sine mest berømte film, finder sig selv på en tur ned af mindernes landevej. Her akkompagneres han bland andet af en barnlig version af sig selv (Asier Flores), en heroinafhængig skuespiller (Asier Etxeandia) fra førnævnte film og hans afdøde mor (Penélope Cruz).
En værdig vemodighed
Sjældent har Almodóvar været meget for at indrømme, at en karakter i sin film var baseret på ham. Derfor er det ganske usædvanligt, at spanieren har udtalt, at dette er hans mest personlige film til dato.
Mallo er Almodóvar, og det endda i en sådan grad, at Banderas ligefrem har fået lov at låne den spanske mesterinstruktørs tøj til filmen. Enhver, der har set et billede af Almodóvar, vil desuden kunne nikke genkendende til gengivelsen af excentrikerens meget karakteristiske frisure.
Og Banderas leverer vel dét, man med god samvittighed og lidt kliche-agtigt kan kalde for sin karrieres suverænt bedste præstation. Han tøffer stille og roligt rundt, men lige under overfladen fornemmer man den autoritet og appetit på livet, som Mallo engang havde, før tingene begyndte at gå skævt.
Kronisk sygdom plager ham, og i forbindelse med gensynet med skuespilleren Alberto Crespo, stifter han bekendtskab med heroin. Et stof han ellers havde forsvoret, da en tidligere elsker var røget ud i et forfærdeligt misbrug. Da han nu selv er plaget af voldsomme kroniske smerter, virker det lige pludselig som en god lindring – men tingene er aldrig hverken så enkle eller uden konsekvenser.
Gracias Pedro
En herlig variation består i, at vi ser flere flashbacks til dengang, Mallo var en lille knægt. Asier Flores er yderst charmerende og kæk, men ypperst er den spanske donna, Penélope Cruz.
Almodóvar er fantastisk til at skrive sine kvindelige karakterer, og de blomstrer særligt frem i levende live, når Cruz portrætterer dem. Varme, sejhed og ubetinget kærlighed emmer ud af alt hendes væsen – hun er den person, du allermest har ønsket dig et kram af, og Salvador er den, du allermest har ønsket at give et.
Den fragmenterede og lidt tilbageholdende fortællestil holder hele tiden publikum på tæerne, og de fantastiske skuespilpræstationer fastholder dig knyttet til dramaet og på kanten af sædet.
’Smerte og ære’ er Pedro Almodóvars bedste film i mange år og en vidunderlig indsigt i geniets liv. Antonio Banderas har aldrig været set bedre, og skiftevis efterlader filmen publikum smilende eller med tårekanalerne presset til det maksimale – eller lidt til.
Skulle det her rent faktisk vise sig at være spanierens sidste film, så slutter han på den absolutte top. Ikke ét sekund er spildt. Forhåbentlig har Salvador det godt, hvor end han er… det fortjener han.
