Hvis Julie Zangenberg som e-sportsudøver i Horsens ikke umiddelbart lyder som noget for dig, så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige om ‘GG Horsens’ for at få dig hooked.
Måske at serien kan ses gratis på youtube, og at hvert afsnit varer blot 10-15 minutter. Mere opmærksomhed behøver du virkelig heller ikke ofre på e-sportsserien.
Præmissen er, at Sandra, spillet af Julie Zangenberg, skal bevise, at piger selfølgelig også kan spille counter-strike. Hun bor hjemme hos mor og far i en kæmpevilla i Horsens, læser jura og er et gamergeni. Nu skal hun og en gruppe gamer-outcasts udfordre de regerende mestrer, Team Badass, der spilles af en stribe youtubere. Det er en klassisk underdogfortælling, der er iscenesat med e-sport som arena.
Men hvorfor vil en serie, der har fokus på internet- og gamingkultur, latterliggøre den målgruppe, serien skulle forsøge at ramme? Fra fortnite-junkies til rollespillere, der udstilles for at dyrke deres hobby for meget, fremstilles der kæmpetykke stereotyper på de såkaldte “nørders” bekostning. Man griner af floss-dansende gamingnørder og ikke med dem.
‘GG Horsens’ vil gerne være en komedieserie for unge, der selv har fingrene på tastaturet og er bekendt med det sidste nye indenfor gamingverdenen. Men internetkultur er kendetegnet ved at udvikle sig konstant, og dét, der var grineren i sidste uge, er håbløst forældet i denne. Derfor føles serien outdated. Selv jeg ved, at floss ikke er sidste skrig. Hvor en serie som SKAM gik egne veje og virkelig undersøgte det miljø, som den portrættererede, prøver ‘GG Horsens’ så ihærdigt at være in, at det er meget tydeligt, den slet ikke er det.
Selve settet ligner noget fra en teaterproduktion, og det virker underligt, at Julie Zangenberg på 30 år skal forestille at være 22 år. Generelt er det stort set kun youtuberne Albert Dyrlund og Morten Münster, der rent faktisk har den alder, de skal forestille at have.
Karaktererne er flade som pandekager, og jokesene når knapt at lette, før serien tramper videre. Men dét, der redder ‘GG Horsens’ en ekstra stjerne, er den uhøjtidelige fjollethed, der præger den. Instruktøren Morten Urup stod bag ‘Hedensted High’, der i bedste fald var pinagtig, men ‘GG Horsens’ er mere (selv?)ironisk, og (måske?) bevidst overfladisk.
Spørgsmålet er, hvem serien er underholdende for. At jeg, der ikke ligefrem er målgruppen, kom til at grine et par gange i løbet af seriens første tre afsnit, virker som et bevis på, at ‘GG Horsens’ ikke formår lave humor på målgruppens præmisser. I stedet for at tage gamingmiljøet og den kultur, der er omkring det, seriøst, ender serien med at latterliggøre det. Hvis unge piger vil have et kvindeligt e-sportsidol at se op til, så kan der med garanti findes bedre rollemodeller i den virkelige verden end Sandra i ‘GG Horsens’.
Serien er til tømmermændsdage eller til at køre i baggrunden, når du alligevel scroller din facebookfeed igennem på telefonen. Den er som det onlinemiljø, den er inspireret af: i 10 minutter af gangen kan den holde din opmærksomhed, og når du surfer videre, er den lykkeligt glemt igen.