Kommende Danske Film: Det glæder Nosferatu sig til

Den danske filmbranche inviterede pressen til screenings af kommende premierefilm. Filmmagasinet Nosferatus skribenter fremhæver en række af dem, vi glæder os til at se i biografen det næste halve år.

’NINNA’
Ninna er en spraglet grill-arbejdende kvinde, og så er hun MOR. Op til julemåneden får hun sig lidt af et chok, da sønnen meddeler, at han flytter hjemmefra, hvorefter hele hendes tilværelse og eksistensgrundlag bliver kastet op i luften.

Svøbt i lækre farver og et stilsikkert look tror jeg, at filmen ’Ninna’ kan noget, som de andre danske film ikke kan.

Filmen er et karakterdrevet, socialrealistisk og humoristisk værk, som udspiller sig i det berygtede og nedtalte udkantsdanmark. Lokalområdet i Præstø har været involveret, skuespillere er castet derfra, og hele filmen er optaget netop her.

Derved gør filmen ‘Ninna’ netop dét, som filmmediet kan. Skaber noget værdi og åbner op til verdener, som for nogle måske er fjerne og – nårh ja – så er det instruktøren bag ’Badehotellet’ Fabian Wullenweber, som også har instrueret denne lille, farverige perle.

Jeg glæder mig meget til d. 7. november – EvaLiva. Se traileren her.

Copyright: Milk and Honey

‘FAT FRONT’
De klip, vi blev præsenteret for fra dokumentarfilmen ‘Fat Front’, gav mig et smil på læben: der er farver, “I don’t care”-attitude og en stribe seje kvinder med et budskab, som alle kan have brug for at høre en gang imellem: at vi ikke skal skamme os over vores kroppe, selvom de ikke spejler catwalk-modellernes idealer.

Filmen følger fire kvinder, der er en del af den kropsaktivistiske bevægelse, hvor ordet “tyk” bliver reclaimet, der finder sted i disse år. Det er en vigtig kamp for retten til at bestemme over sin egen krop og slippe for skammen forbundet med udseende, der i lang tid har fulgt kvinderne.

Jeg skal helt sikkert hive veninderne med i biografen til denne farverige dokumentarfilm om kropsaktivistisme, så vi forhåbentligt kan tage noget af filmens kraftfulde attitude med ud i verden.

Jeg glæder sig til den 10. oktober, når ‘Fat Front’ har premiere – Nanna Nordestgaard

Copyright: LevelK

‘ONKEL’
På et lille landbrug i Sønderjylland bor 27-årige Kris. Hun ville egentlig gerne læse til dyrlæge i København, men hendes onkel er syg, så hun må blive hjemme. De to har kun hinanden og er stille og trygge sammen. I køkkenet vidner brune og orange blomster på tapetet om, at tiden i deres verden er gået i stå.

Men så kommer Mike ind i billedet. Han tager Kris med ud for at se på sort sol. Flere meter fra dem er onklen med på daten. Han står med sin rollator og ser fugleskyggen danse, mens Mike ser med store øjne på Kris.

Filmen rejser et dilemma: Skal man vælge det velkendte liv med dem derhjemme eller følge drømmene om at være et sted, hvor tiden også er? Jeg tror, alle provinspiger i København vil se noget af sig selv i ’Onkel’. Og så tror jeg også, at flere københavnerpiger har været på bagpacking i Vietnam end på dagstur til det eksotiske Sønderjylland. Som EvaLiva glæder jeg mig til at se et miljø, der sjældent portrætteres på film.

Copyright: Per Arnesen

Jeg glæder mig til at se, hvad Kris vælger den 14. november, når ’Onkel’ har premiere. – Thea Kjærulff Torp

Andre nævneværdige premierefilm:

‘Gooseboy’ af Wikke og Rasmussen den 03. Oktober 2019.
‘Valhalla’ af Fenar Ahmad den 10. Oktober 2019.
‘Selvmordsturisten’ af Jonas Alexander Arnby den 21. November 2019.
‘Harpiks’ af Daniel Borgman den 12. December 2019.

DFI præsenterede filmene med forbehold for ændringer i premieredato.