Af Sarah Anna Roland

Som filmanmelder mener jeg, at det er vigtigt at være objektiv, skarp og enormt kritisk. Specielt når det gælder dokumentarfilm, da man ofte kun ender med at se tingene fra instruktørens vinkel. Så da jeg satte mig tilrette i mit sæde kunne jeg ikke lade være med at tænke, at jeg havde begivet mig ud i endnu et miljøaktivist ”kom-lad-os-alle-sammen-redde-verden” projekt, som jeg efter COP15 ærlig talt er ved at være godt træt af. Men her tog jeg fejl. Hvis du skal vælge en film i år der skal være med til, at ændre dit syn på hvordan vi behandler den jord vi lever på er The Cove et rigtig godt bud.

Den Oskar nominerede The Cove begynder i Japan i den lille by Taiji hvor vi stifter bekendtskab med filmens hovedperson Ric O’Barry. En lettere paranoid tidligere delfin træner, som har gjort det til sit mål i livet at redde tilfangetagne delfiner. I Taiji foregår der grusomme ting som O’Barry er fastsat på at sætte en stopper for.

O’Barry var i starten af 60’erne med til at fange og træne 5 delfiner til tv serien ”Flipper”. I hans arbejde med delfinerne knyttede han et tæt bånd til dem og gennem arbejdet lærte hvor intelligente og følsomme ”væsner” de er. Dette får ham til at ændre sin opfattelse af dyr i fangeskab og til herefter at vie resten af sit liv til at gøre bod på dette og stoppe den branche han selv har været med til at skabe.                                                                                                                                                                           For at opråbe hele verden hiver O’Barry fat i filminstruktøren Louis Psihoyos som samler et hold af special effects folk, havforskere, dykkere og eksperter i lyd og film under vand og så er stemningen ellers sat for operation ”red delfinerne”.

Som dokumentar rammer The Cove plet. Filmen er opbygget som en ”heist” film der gradvist bygger op til det store kup. Man bliver fanget af planlægningen, forberedelserne og det personlige engagement som de involverede folk har.

Vi lever i en tid hvor miljøet retmæssigt er kommet på dagsordnen. Dette medfører aktivister der råber op om ”awareness” og politikere der prædiker fra deres piedestaler. Og jeg kan sagtens forstå hvis det hænger mange langt ud af halsen. Så hvorfor tage ind og se endnu en film der er med til at plage ens samvittighed? Fordi den er ærlig, fascinerende og rækker ud til os som mennesker og beder os om at tage stilling. Den er på intet tidspunkt prædikende, hvilket er en kæmpe lettelse, for hvem gider egentlig høre på en ”tree-hugging hippie” der fortæller os hvad vi skal og hvad vi ikke skal.

The Cove maler ikke et stort dommedags billede om noget langt ude i fremtiden, men tegner et billede af hvad der sker lige nu og at vi kan gøre noget ved det nu. Så med fare for at kravle op på en sæbekasse og lyde som en humanitær aktivist, vil jeg gerne være front løber for denne film og det er jeg sikker på at de fleste vil efter at have set slutscenen i filmen.

5 ud af 6 stjerner