Året er 1927, kjolerne er smukke og omgivelserne overvældende. Familien Crawley er tilbage på Downton Abbey – som vi kender dem.
Sommerens feminine og florlette vintagemodebillede har muligvis givet mange mænd associationer til et telt, når en kjole-bærende kvinde har været i deres synsfelt. Men ikke desto mindre er det populære 1920er-design resultatet af en verdenskendt TV-serie. En TV-serie, som nu er blevet til filmen ’Downton Abbey’.
På smukkeste vis bliver et vigtigt brev leveret til familien på Downton Abbey. Kongen og dronningen er på vej, og snart står herskabet og deres tjenestefolk på den anden ende. Alt skal være perfekt, men inden længe vil det hårdtarbejdende folk erfare, at intet bliver, som de havde regnet med.
Gråt guld skaber filmmagi
Kameraet er levende og smyger sig omkring det travle personale, som dog lige skal i gang, før de finder den velkendte tone og energi. Nogle karakterer er blevet skruet lidt op for og har fået mere kant, som for eksempel Mr. Molesley (Kevin Doyle), der på humoristisk vis slipper sin indre royalist løs.
Viola Crawley (Maggie Smith) er stadig den sarkastiske og snu gamle kvinde, som ikke er bleg for at ytre sin mening, og i denne film er hun ingen undtagelse. Sammen med Isobel Merton (Penelope Wilton) genererer de to powerkvinders kemi og punchlines både smil og latter, som løfter filmen fra fantastisk til genial.
Det er helt tydeligt, at der foreligger en kæmpe kærlighed til hele universet fra filmskabernes side. Der nurses og passes godt på den herskabelige verden, uden et forsøg på at udvide universet fra TV-serien eller opfinde den dybe tallerken på ny. For hvorfor ændre noget, som allerede fungerer godt?
Euforisk gensynsglæde
Filmen svælger ikke i de smukke kjoler, som kvinderne bærer. Derfor må det skarpe fashionable øje også skærpes, for at lægge mærke til at Cora Crawley (Elizabeth McGovern) gennem filmen hele tiden har en ny kjole på. Filmen vælger, trofast TV-serien, altså ikke at svælge i enkelte elementer, som med garanti også ville kunne skabe klichefyldt filmmagi.
Nej, alle karakterers små historier får plads og bliver støbt sammen til ét sammenhængende og fyldigt helstøbt værk, alt imens bygningen Downton Abbey omsvøbes i suverænt lys, betagende droneoptagelser, som flere gange giver kuldegysninger. Det er alt sammen til tonerne fra det velkendte musiktema, der for en fan skaber glæde helt ud til fingerspidserne.
Det er klart en fordel, hvis man på forhånd har set serien, men det er ikke et must at have set alle seks sæsoner for at forstå filmen. Fortællingen er simpel, og karaktererne forholdsvis ukomplicerede. De historiske detaljer er spot on, så de nysgerrige, der ikke har set serien, vil også få en god og sjov oplevelse.
Om Downton Abbey går eller består, må tiden vise, men én ting er sikkert: denne film sætter et punktum i ægte Downton Abbey-stil. Alle løse ender bliver samlet op og får bundet en flot sløjfe og lavet et smukt snit i kjolens design, som man gjorde det i 1927 – og nu også i 2019. 