Trods overtydelig billedestil leverer National Geographics drama ‘The Hot Zone’ et rystende bekendtskab, man bærer med sig i kroppen som den virus, der portrætteres.

Død og bakterier
I 1989 raser AIDS-epidemien i USA. Lægen Nancy Jaxx (Julianna Margulies) arbejder på en militærbase, hvor de undersøger farlige eller sjældne virusser. En dag kommer der en tilsyneladende tilforladelig blodprøve ind, men den viser sig at indeholde en meget dødelig variation af ebola.

Historien i National Geographics serie, der kan ses på deres streamingtjeneste, er skræmmende, særligt fordi den er baseret på de virkelige hændelser, som forfatteren Richard Preston dokumenterer i en bog fra 1994.

Jaxx er som den første hurtig til at råbe vagt i gevær, da hun mistænker blodprøven for at være knap så tilforladelig, som den syner. Hendes uduelige praktikant behandler til seerens skræk den smitsomme prøve med en dødsensfarlig ligegyldighed, fordi han ikke tror på den mere erfarne kvindes vurdering. Snart render Jaxx og hendes tidligere læremester Wade Carters (Liam Cunningham) desperate forsøg på at standse en ebolaepidemi ind i et bureaukratisk dødevande, der har rødder i et personligt opgør fra fortiden.

Nancy Jaxx er en stille og rolig badass, der uden at det er en pointe i sig selv, er en forgangskvinde, der tør risikere sit liv for et større heles bedste. Det er så fedt, at det ikke tværes ud, at hendes mand langt hen ad vejen tager sig af hus og hjem, mens hun er på arbejde.

Monsteret vender tilbage
At følge Jaxx og Wade er som at se ‘Stranger Things’ for voksne. Det er en mere afdæmpet æstetik på spil end kulørte Hawkins, men mønttelefonerne og de røgfarvede briller er helt tydelige tegn på, at vi befinder os i 80erne.

Og selvom monsteret i ‘The Hot Zone’ ikke er en overdimensioneret edderkop, så er den dødelige virus, mindst ligeså skræmmende som noget fra The Upside Down.

National Geographics serien er klaustrofobisk. Både når den kvindelige oberst tager en kæmpemæssigt rumdragt på for at træde ind i Zone 4, hvor de farligste virusser findes, men også når der filmes på alle de steder, mennesker hver dag udveksler bakterier.

Seriøst, man ser ikke på verden på den samme måde igen lige foreløbig efter at have været igennem ‘The Hot Zone’. Pludselig er hver en kop og hvert et host en potentiel kilde til smitte. Serien fokuserer meget direkte på det i måden, den er filmet på. Et ølkrus følges tæt af kameraet fra det tømmes, til det ender på bardisken. Eller en travl butik, hvor alle de handlende tager fat i dørhåndtaget.  

ER DU MED?!?
Af og til bliver billedesproget dog overtydeligt. På et tidspunkt kommer der en politibetjent, mens Jaxx er ved at stoppe fire abekadavere ned i sit bagagerum. Der klippes mellem politimandens fødder og militærkvindens hektiske forsøg på at skjule sin mærkelige last.

Sine steder er serien også lidt gumpetung i replikskiftene. Der siges ting som: “You may not have the authority, but you sure as hell have the ability” eller “I don’t need you to protect me, I need you to respect me!” Det giver den ellers stærke fortælling noget teatralsk over sig.

Desuden har serien den oplagte begrænsning, at de færreste seere ved noget om ebola, så forklares og gentages ofte. Men med musik og forfærdede gisp på de rigtige steder, forstår man, hvor kritisk det forholder sig, og derfor føler man sig ikke hægtet af. 

Ikke for sarte sjæle
At se ‘The Hot Zone’ er som en rejse til Hawkins, men hvor det onde findes i virkeligheden, hvilket er langt mere skræmmende end noget fiktivt monster. National Geographics miniserie fik mig til at reflektere over livets skrøbelighed  i sin helhed og mit gode helbred i særdeleshed, selvom den ikke var bange for at være overtydelig i sit billedesprog.