Copyright: DreamWorks Animation

Den nyeste Yeti-film er en flot, men noget retningsforvirret rejse gennem en ung piges viljestyrke. For denne børnefilm kan i virkeligheden meget, desværre prøver den på endnu mere.

At rejse er at have en handling
Det næste skud på animeret-Yeti-film-stammen handler om Yi, der siden farens død har været noget af en enspænder. Hun kæmper i de første fem minutter af filmen for at skrabe penge sammen til at gennemføre en rejse, hendes far drømte om. Desværre skal vi helt ind i andet akt, før det bliver klart, at rejsedrømmene har noget med den døde far at gøre.
For Yi møder inden afgang en Yeti på taget af sit lejlighedskompleks, og herfra skrider historien lidt af sporet, da den lille pige bliver fast besluttet på, at hun må bringe det fantastiske væsen tilbage til dens far og mor på Mount Everest.

Dette ligger op til en vigtig historie om sorg og familiesammenhold, desværre lever den ikke helt op til egne forventninger. For den bliver hurtigt opslugt af klichéer som fjollede sidekicks, onde videnskabsmænd og en uafklaret kærlighedshistorie.

Blandede rygsække
Når man har været filmskaber i mange år, som filmens instruktør Jill Culton (’Monsters inc.’, ’Toy Story’ og ’Græsrødderne) har man uden tvivl bygget noget af en idébank op. En idébank med den slags scener, der pludselig slår ned i hovedet en dag og planter rod i ens baghoved og bare skal op på det store lærred. Den form for idébank er fyldt med ikoniske scener med stærke visuelle udtryk og endnu stærkere følelser.
Desværre fungerer det ikke helt at lave en film, hvor man udelukkende smider alle de fantastiske ideer sammen i én stor rejserygsæk. Det er filmen her et bevis på.

Særligt ikke når de mange smukke og rørende idéer, kun brydes af dårligt leverede småjokes. Det betyder, at filmen vandrer lidt vakkelvornt afsted. Helt grundlæggende passer billedskønne koifisk-metaforer om vedholdenhed nemlig ikke rigtig sammen med kæmpe-blåbær-paintball-kampe i ’Det regner med frikadeller’-stil.

Den sceniske rute
Alligevel tilbyder denne animationsfilm billeder for alle pengene. Langt størstedelen af det visuelle udtryk er smukt udtænkt, flot konstrueret og stærkt følelsesladet. For eksempel når Yi får blomsterne på den kæmpemæssige Leshan Buddha til at springe ud ved at spille på sin violin i et flot 360 graders skud.

Det gør ’Den lille afskyelige snemand’ til en fantastisk flot rejse, trods den manglende stedfornemmelse og lidt upræcise plotstruktur. Man kan faktisk lige klare at gå den lange tur fra den kinesiske by til Mount Everest, når man ikke tænker for meget over, hvilken åndssvagt kringlet rute, plottet tager. Man kan nøjes med at kigge på de flotte landskaber, der glider forbi.

Så måske skal vi voksne bare læne os tilbage, nyde udsigten, og lade børnene om resten af biografoplevelsen.