’Blinded by the light’ giver dig 80er-frits og skønne toner af bossen over dem alle.

Den 26. juni 1999 rammer regnen støvlet Parken. Taget er åbnet, så alle stående koncertgæster bliver våde. Ingen ænser det. Jeg er 16 år gammel, og min efterskolekærestes mor har slæbt os med. Mændene har læderveste på og tykke maver. Alle har en fadøl i hånden, imens de som bølger følger musikkens rytmer som én stor arbejdende muskel.

Jeg forstår det ikke helt og føler, at der er langt fra mit yndlingsalbum med Kashmir, men så spiller bandet på scenen ’Streets of Philadelphia’. Det er som om, at manden i front får trykket på en knap, så sangen rammer os alle. Regnen stopper, solen bryder igennem skyerne, og jeg får kuldegysninger. Det var mit første møde med manden over dem alle. En mand med musik, der kan overleve efterskolekærester og omfavne et liv med op- og nedture. Bruce Springsteen. ’The Boss’.

Velkommen til 80’erne
I ’Blinded by the Light’ baseret på virkelige hændelser er Javed (Viveik Kalra) også 16 år, da han i 1987 hører ’The Boss’ for første gang. Som født i Storbritannien med en pakistansk baggrund og en traditionstro far er det svært for Javed at finde sin egen stemme. 80ernes oprør påvirker hans hverdag, og da det kun er faren i huset, som må mene noget, skriver Javed i stedet alle sine tanker om den nye ungdomsrevolution ned på papir. Han drømmer om at gå sin egen vej, og det bliver mødet med Bruce Springsteens musik, som for alvor får givet ham et skub i den retning.

Det er den lille poet med de store drømme, som hyldes sammen med den smukke lyrik, der er at finde i Bruce Springsteens fantastiske tekster. Sangteksterne bliver analyseret og sagt i sammenhænge, som vil give selv den garvede Bruce-fanboy eller -girl noget at tænke over. Det er modigt at stå ved sine tanker og tekster, og hvis man ikke lader sig kue, kan smukke muligheder opstå.

Det er lidt som om, at målet med at skabe en film ud fra virkelige hændelser og kærligheden til Springsteens musik skaber et coming-of-age-puslespil med et underligt motiv. Filmen rummer en dejligt britisk stemning i finurlig dokumentarisk og rå stil. Flere steder er man godt underholdt med smil på læben og latter i salen, men lige så mange gange opstår en tvivl om, hvor denne spøjse hybridfilm er på vej hen.

Højt hår og lidt for store smil
Skuespillerne får ikke plads til at gå i dybden med karaktererne, og de store smil fremstår lidt for påklistrede. Man føler ikke fortællingen på grund af handlingen og de forskellige præstationer, men på grund af musikken. Og det kan en storsmilende knægt som Viveik Kalra ikke ændre så meget ved. Dog opstår små fine øjeblikke som understøttes af et dejligt gensyn med 80erne og alle de farver og underlige frisurer, epoken nu engang affødte. Filmen skal nok være underholdende for både gamle og unge.

Musik og poesi opleves super individuelt. Jeg glemmer ikke mit først møde med en mand som Bruce Springsteen, der stadig den dag i dag skriver for at sætte ord på alt, hvad der kan være svært, skøn og forrykt. Denne underlige hybridfilm ved måske ikke helt, hvordan tonen skal lyde, men om det bliver dit første møde med Bossen eller et glædeligt gensyn, så skal du ikke holde dig tilbage for at lade dig blive blinded by the light.