For en gangs skyld udkommer en film, der foregår i provinsen uden at handle om at bo i provinsen.
Ninna bor i Præstø med sin store søn, arbejder på den lokale grillbar og må indimellem på plejehjemmet med vin til sin småalkoholiske mor. Hun er en af de der søjler i lokalsamfundet, som alle kender og holder af på niveau med den lokale bodegaejer, og selvfølgelig lykkes det derfor Ninna at holde et fantastisk 18-års surpriseparty for sin søn. Han beslutter sig dog for at flytte hjemmefra, og det kan Ninna slet ikke acceptere. Lige pludselig skal hun nemlig finde ud af at være alene og leve sit eget liv for første gang i mange år.
Sådan snakker ingen
’Ninna’ er en meget sammensat oplevelse. På den ene side er der gode idéer, fine karakterer og et miljø, som man kan gøre meget med. Den har dog især et stort problem: replikkerne. En meget stor del af tiden lyder dét, der kommer ud af munden på skuespillerne kunstigt som om, man er endt med en mellemting mellem meget skrevne, vittige bemærkninger og en realistisk dialog. Når selv fantastiske skuespillere som Kristian Halken og Jesper Asholt til tider lyder stive og underlige i det, peger fingeren på manuskriptet. Det er virkelig ærgerligt, men flere af især vittighederne falder til jorden, fordi de ikke kan imitere rigtige menneskers sprog.
Kernehistorien om en mor, der har svært ved at kappe navlestrengen til sin voksne søn, fordi hun ikke kan slutte fred med sin egen opvækst, er egentlig ret klar. Men der sker virkelig meget i ’Ninna’, som der knap nok er tid til at samle op på til sidst. Jeg er altid frisk på en god gang Gantzler, men måske vi kunne have undværet ham som love interest på en måde, der larmer mere, end den styrker historien.
En verden udenfor København – nu i farver
Temmelig atypisk for en film, der foregår i udkanten af Danmark, er ’Ninna’ virkelig farverig. Kostumedesigneren har fået frie hænder til at klæde skuespillerne i tøj, der ofte bringer mig i tvivl om, hvornår filmen egentlig foregår. Eksempelvis går en SOSU-assistent på Ninnas mors plejehjem klædt i lyseblå kittel, som om vi var tilbage i 1960’erne. Ligeledes er Ninnas kostumer og mange parykker et anakronistisk sammenrend af farver og vanvid. Hele filmen er desuden lyssat med farvede filtre og sågar farvede gardiner foran vinduerne, så ethvert rum får sin egen farveidentitet: Ninnas lejlighed er rød, grillbaren er orange, naboens lejlighed er gulgrøn. Man var nok blevet skør i hovedet af det i længden, hvis det ikke var fordi, at det er pisseforfriskende at se en dansk film fra provinsen, der ikke er pakket ind i grå regn og depression.
Det bedste ved ’Ninna’ er helt klart, at den ikke forsøger at være et portræt af den by, den foregår i. Den er ikke fuld af replikker om dét at bo i Præstø eller deprimerende bemærkninger om Sydsjælland generelt. Den er faktisk bare en film om en kvinde, der foregår et sted udenfor København – og tak for det.
’Ninna’ har mange gode takter pakket ind i interessante, visuelle valg. Alt i alt bliver slutresultatet desværre lidt ujævnt på grund af den fortættede handling og de ærgerlige replikker. Det er irriterende, for jeg holder virkelig med Ninna. Ifølge dem selv har manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver Susanne Juhàsz og instruktør Fabian Wullenweber ti fællesfilm i støbeskeen. Trods denne lidt lunkne anmeldelse glæder jeg mig faktisk til at se, hvad det samarbejde kan blive til.
