På trods af gysergenrens omvæltning i nyere tid, er der desværre intet nyt under solen i ’Countdown’ – en filmdebut, der ruster sig med en original idé uden nogen videre dybde.

Hvis du kunne få at vide, hvornår du skulle dø, ville du så det?

Dette er taglinen på den nyeste gyserflick ’Countdown’. Konceptet kan næsten kun beskrives som en slags menneskelig udløbsdato. Det er en skræmmende tanke at skulle vide, hvor lang tid man har at leve, helt ned til sekundet. Mere skræmmende bliver det dog heller ikke.

Instruktør Justin Dec fik ideen til sin spillefilmsdebut fra sin telefon. Tænk, hvis man her havde en timer, der tæller ned til ens død? Gyset i den digitale æra har før været prøvet af, og som forhenværende Facebook-fadæser som ’Friend Request’ og ’Unfriended’, falder nytænkningen endnu en gang til jorden.

”Det er da tydeligvis noget fup!”
En patients mystiske dødsfald falder sammen med Quinns (Elizabeth Lail) hospitalskollegaers opdagelse af en ny app: Countdown, der fortæller dig, hvor lang tid du har tilbage at leve i.

”57 år!” råber en læge selvtilfreds, og om det er nysgerrighed eller gruppepres vores hovedkarakter bukker under for, så downloader hun naturligvis også appen. Quinn har tre dage. Hun tænker ikke videre over det, lader ikke overtroen nå hende, før hun hører om dødsfald. På dødsfald. På dødsfald.

Så meget som dette egentlig lyder som et spændende koncept, bliver det simpelthen for hurtigt repetitivt. Person får at vide, hvornår de skal dø. Person bliver paranoid og dropper de planer, de havde for dagen. Person dør, uanset hvor meget de prøver at flygte fra døden. We get it.

Originalitet er ikke en nem disciplin, og noget, man har set før, er ikke lig med noget dårligt, det erkender jeg. Men ’Countdown’ smider omkring sig med præster, latinske skrifter, døde familiemedlemmer og et monster, der i det store hele er ’It’ à la det 21. århundrede. Alt i alt er filmen en stor pærevælling, der ender ud i at være en omvandrende kliché.

Det billige gys som vi kender det
Hvis du udelukkende leder efter en mulighed for at blive skræmt, og/eller slå hjernen fra i et par timer, så lad mig ikke stoppe dig. Ros skal gives, når det fortjenes, og én af de ting, filmen holder sig oppe på, er dens jumpscares. Ligesom konceptet er de til dels unikke, og teknologien er aktivt inddraget. Dæmoner i parkeringskameraer, og lamper med bevægelsessensorer, der tænder af sig selv bidrog til, at det så ud som om, der var tænkt på en eller anden form for sammenhæng.

Men hvis du forventer at finde en mening med galskabet i ’Countdown’, er du gået forkert. Karaktererne har minimal dybde, og alle former for tragiske forhistorier bliver først forklaret, når vi er langt over halvvejs inde i handlingen. Samtidig er logikken tynd.

Åbenbart kan enhver sælger i en telefonbutik finde ud af at hacke sig ind i software, man kan sagtens flirte, mens man flygter fra døden, og en kvinde under 30 år forstår ikke, hvad der menes med, hvor mange gigabytes en app fylder på telefonen.

Undskyld, men det nægter jeg altså at tro på.

’Countdown’ er ikke mere end en typisk gyserfilmsskabelon, der prøver at være moderne. Efter en halv time bliver den for langtrukken til at være uhyggelig, og hvad morale, der er at finde, bliver utroligt dårligt forløst. Så hvis du vil have et godt råd med på vejen: lad dog være med at downloade en app, bare fordi andre gør det. Og hvis du kun har et par timer tilbage af livet, så tag ind og se ’It’ i stedet.