De fire kortfilm mangler hverken fantasi eller mod på at takle livets store spørgsmål. De første to film tematiserer ensomhed. Her får enlige mænd prøvet grænserne for, hvad man kan klare alene, og hvad der muligvis er på den anden side af en mere eller mindre selvvalgt eksil. 

I ’Alt forladt’ skal vi ud på landet. Filmen handler om en gammel romantiker, der afviser hjælpen fra omverden for at leve alene i en skurvogn med de store hollywoodklassikere på DVD som eneste selskab i de stormfulde nætter.

Den tavse mand bor i en verden, der minder om vores, men fra sandet under mandens hænder, til regnen der pisker på ruden, er naturen mere levende i ’Alt Forladt’.

Titlen peger på de uudsagte spørgsmål, der rejses i filmen, som tror på sin egen fortælling og formidling. Der er samtidig noget symbolsk på spil, som peger på, at der er plads til fortolkning.

Med kærlighed til billedet og nænsomt soundtrack guides vi gennem mikrokosmosset, hvor det lille synes stort, og det store synes lille. Dramatiske begivenheder som at falde overbord og mere trivielle begivenheder behandles med samme nænsomhed. Måske kan man spørge sig selv, om der trods alt er fyldt for mange dramatiske begivenheder ind i den lille fortællings små 30 minutter.

Lys noir
I ’Vægge af beton’ foldes en simple historie ud i et storbybyggeri langt fra de stormfulde klitter i ’Alt Forladt’. Her er den mutte privatdetektiv Jørgen som i klassisk noir-film næsten gået til i livslede kun. Faktisk består hans kost mest af snøfler og smøger, indtil naboen, en damsel in distress, banker på døren.

Gennem naboen Nadine oplever privatdetektiven glæden ved at dele livet med andre mennesker. Jørgens forandring fra indesluttet til håbefuldt at turde omfavne verden, er velfortalt og har seeren med hele vejen.

’Vægge af beton’ sender tankerne i retning af ’Drive’ og noir-film, men med en humor, der klæder fortællingen. Det er ikke nemt at lave noget sjovt, der samtidig også er rørende, men de to sider kommer perfekt til udtryk her. Det er en lækker detalje at se, hvordan Jørgens hår vokser som indikator på den tid, relationen mellem de to naboer foregår over.

På landet eller i storbyjunglen – intet menneske er en ø, og det må mænd begynde at arbejde med i to velfortalte kortfilm, der mere eller mindre befinder sig indenfor rammerne af vores egen genkendelige verden.

De store spørgsmåls legeplads
En kortfilm fra denne omgang Super8 midtvejsfilm, der bestemt ikke foregår i vores verden, er ’En dødscyklus’ (Eller: det håber jeg virkelig ikke, at den gør!). Her er fortællingen henlagt til en mystisk underverden og undersøger, hvad der sker, når vi dør, og hvorfor vi dør. Her vågner hovedpersonen op udstyret med en liste med navne, hvis liv hun skal tage.

Selve den proces er henlagt i dunkelhedens taknemmelige præmis. Præcis, hvordan det hele fungerer, er ikke helt klart. Men man må give filmen, at den ikke er bange for at gå til seeren. Næsten hver eneste scene finder dybt ubehagelige måder at skildre døden på overraskende måder. Fra en fordrukken far, der skal til at kvæle sin datter til et lig ophængt i kødkroge, udfordrer filmen med sine eksplicitte billeder.

Det er store spørgsmål, som ’En dødscyklus’ stiller, og det er beundringsværdigt. Hele præmissen er opfindsom og grufuld, så man fascineres, selvom man ikke sidder tilbage med nøglen til livets største mysterium; døden.

I en noget mere jordnær kontekst stiller ’Before Bloom’ også store spørgsmål. Her er det kønsidentitet og de indre og ydre konflikter, der følger med deraf. Her er det Hannah, der er indlagt på hospitalet efter en kønskorrigerende operation og har svært ved at fylde ventetiden frem mod udskrivelse op med andet end angst og ensomhed.

Heldigvis er afdelingssygeplejersken en vis professor McGonagall-type med tid og omsorg for hovedpersonens usikkerheder. Jeg håber virkelig, at der findes sygeplejere med ligeså meget tid til kærlig professionalisme derude.

Der skrabes i overfladen, når man fornemmer konflikterne, som  lurer under det usagte. Mellem Hannah og kæresten, Hannah og hendes mor, hvis forhold virker skrøbeligt. Jeg ville gerne have haft flere ledetråde til det drama, der tydeligvis bobler afsted mellem karaktererne i alle deres misforståelser og halve sætninger. I ’Before Bloom’ spiller et klassisk klaver soundtracket med diskret elegance som i ’Alt Forladt’ og leder os på vej, mens de tomme gange på hospitalet står tomme hen.

Der angribes store, komplekse spørgsmål i mikrokosmosstørrelse i filmene. Det er opfindesomme universer og kompromisløshed, og det bliver spændende at følge filmskaberne på deres videre færd.