I et adstadigt tempo bliver emner som arbejdsforhold, ligestilling og kærlighed leveret med laserpræcision i det bangladeshiske remake af den amerikanske film ’Norma Rae’.

Hun renser den ene fisk for skæl, næsten som om hun barberer den. Hun lægger den og tager en anden. Den er stadigvæk levende og spræller let, så hun kaster den hårdt ned i gulvet et par gange for at aflive den. Hendes mand sidder ugideligt på hug overfor hende, og da lyset i det lille spartanske hus går ud, råber han, at hun skal tænde en olielampe. Han flytter sig ikke en millimeter ud af flækken.

”Den skide fisk nægter at dø!”, udbryder hun og tyrer den hårdt ned i gulvet et par gange til, efter han har sagt noget om hendes arbejde og hendes rolle i livet, som hun ikke bryder sig om.

Hun er Shimu og arbejder på en tøjfabrik i Bangladesh, og han er hendes mand Reza, en til tider charmerende døgenigt, der holder fast på de traditionelle værdier, som er i det bangladeshiske samfund: manden er bossen, og kvinden er til for at hjælpe ham.

Derfor var hun nødt til at gå ud og tjene nogle penge, mens han fik styr på verdenssituationen (læs: får lettet sin røv og taget sig sammen til at bestille noget). Livet på fabrikken er dog alt andet end enkelt, og de kummerlige forhold får Shimu til at starte en fagforening sammen med de andre kvinder på stedet. Men patriarkatet giver ikke bare sådan lige slip på sin kontrol, bare fordi lidt kvindfolk får nogle pudseløjerlige indfald.

Norma Rae like a motherf***er
Rubaiyat Hossains tredje spillefilm fortsætter i det spor, hun har sat for sig selv. Hun udforsker kvindehistorier i Bangladesh, og det er kontroversielle emner i den del af verden. Til Hossains ros forsøder hun ikke tingene, men fortæller historierne lige på og råt, uden svinkeærinder.

Inspirationen fra Martin Ritts klassiker ’Norma Rae’ fra 1979 om tekstilarbejdere, der samler sig i en fagforening og gør oprør mod de grådige kapitalister, er åbenlys. Hossain har da også selv sat sin egen film i den kontekst.

Her er Sally Field udskiftet med Rikita Nandini Shimu, men det er bestemt ikke nogen nedgradering. Indignation og frustration emmer fra hende, når hun ikke alene skal kæmpe med ledelsen, men også hele det bureaukratiske apparat for overhovedet at få stablet en fagforening op.

Who run the world?
Prisen for hendes arbejde koster både på hjemmefronten og i forholdet til veninderne og arbejdskollegaerne. Den mentale udmattelse, der findes i hele tiden at kæmpe for at overleve og holder tilværelsen god, bliver en nærmest Sisyfossisk-opgave, og Nandini Shimu fanger hver en hjertegribende nuance i sin karakter og formidler det til noget nær perfektion.

Kvindens kamp mod samfundets knapt så progressive normer holder konstant interessen, selvom grundessensen egentlig bare er et remake af en amerikansk film fra 70’erne, tilsat lidt lokalt kolorit. Tempoet er ikke hæsblæsende, og i stræben efter autenticitet ryger lidt af den dramatik, som ellers ville løfte den op i helt spektakulære lag – forudsigelighed er tit en films værste fjende.

Men ’Made in Bangladesh’ er tilstrækkeligt sit eget unikke væsen, så selvom skellettet er duplikeret, er dens kødelige udformning og udførsel så differentieret i forhold til originalen, at de står perfekt sammen side om side i kampen mod de uretfærdigheder, der den dag i dag stadigvæk plager samfund rundt omkring i verden – inklusiv vores eget.