Netflix opper sig til det store lærred. En film, der portrætterer følelser på en så alsidig måde som ’Marriage Story’ skal man lede længe efter.

Det er kun blevet nemmere at se film – nutidens streamingtjenester tjener stort, og deres succes har medbragt en stigende tendens til at starte egne produktioner. Det originale Netflix-drama ’Roma’ fra 2018 med den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón bag sig blev en af de mest nominerede film til dette års Oscar-ceremoni, hvor den blandt andet vandt Bedste Film.

Og nu slår tjenesten endnu en gang igennem på filmscenen med Noah Baumbachs ’Marriage Story’. Denne tager et aldeles velkendt koncept i brug, men formår at gøre det til sit eget.

Publikum bliver lukket ind hos en familie, og et ægtepar, der ikke længere fungerer. Filmen omfavner glæden og vreden og sorgen og håbet og mistroen – der er spillet på modsætninger, der ikke burde fungere, men gør det på en højtråbende, stilfærdig, grinagtig og fremfor alt andet, følsom måde.

”Hvad jeg elsker ved dem…”
Nicole (Scarlett Johansson) og Charlie (Adam Driver) er gift, de har en søn sammen, og de arbejder sammen. De går også til parterapi sammen.

’Marriage Story’ viser deres skilsmisse med alt, der hører til. Det rører mig, at de ikke har pakket noget ind. Parret har flere uoverensstemmelser end noget andet; de vil bo i to forskellige byer og er uenige i deres måder at opfostre sønnen Henry (Azhy Robertson) på.

Hvad der starter som en venlig aftale om at gå hver til sit, en simpel lige fordeling af forældremyndigheden, spiller op til konflikt, da Nicole hyrer en advokat (Laura Dern) bag Charlies ryg. De før gemte følelser bliver lukket ud, den stille gråd bliver et højt skænderi, og balancen mellem disse er mærkværdig, men samtidig utrolig elegant udført.

Trods et anelse malplaceret musiknummer fra Adam Drivers side af og Laura Derns rappe bemærkninger, der ikke altid rammer plet, formår instruktøren at gøre skilsmissedramaet virkelighedstro. Virkeligt, håndgribeligt og relaterbart – selv for en anmelder, der aldrig selv har været gift.

De to skuespillere i fokus fanger kemien perfekt. Der er en gensidig beundring mellem dem, der overskygges af akavethed og egoisme. Vreden, der følger med skuffelsen, bliver aldrig en eksplosion, men til gengæld noget, der trækker parret op i hver deres hjørne. Resultatet er en dynamik, hvor sympatien er splittet, hvor ingen har ret, og hvor begge får publikum til at tænke som dem.

”Jeg ville ønske du ville dø!”
Det er måske svært at tro, at en film kan være så meget på samme tid. Den er næsten en metafor for ægteskabet selv – i en scene klipper Nicole sin eksmands hår, den næste slår Charlie en knytnæve i væggen og kalder hende en kælling. Der er nærmest noget befriende ved, hvor let den springer, og hvordan publikum kan le halvhjertet, mens tåren undslipper øjet.

Baumbach umager sig i kunsten at have lavet en film, hvor det næsten burde være forbudt at være så enkel og så alsidig på en og samme tid. Jeg tror på, at ’Marriage Story’ er til alle – dens intimitet tager dig sikkert i hånden ned ad en vej, hvor gode og hårde stunder vejer ligeligt.

Filmen er pudsig, følsom og den gør ikke mennesket til noget andet end et menneske, råt som det er – ja, kært barn kan beskrives på mange måder, og dette gør filmen relevant at vende tilbage til. Elsk den eller had den, første gang du ser denne film bliver ikke den sidste.