Insekter, varme øjne og koldt mudder slynger sig om Daniel Borgmans nyeste film, der er en ualmindeligt velfortalt historie om en pige, som burde have det bedre

Temaet i ‘Harpiks’ er velkendt; at vende tilbage til naturen, her også familien. Til en verden, hvor ure ikke eksisterer, og hvor staten ingen indblanding har i, hvilket liv man vælger at leve – eller hvordan man opdrager sine børn.

I ’Harpiks’ er konsekvensen, at naturens barske realitet roder sig uskærmet ind i barnets virkelighed.

Rådden barndom og brændende kærlighed
Datteren Liv (Vivelill Søgaard Holm) lever på en henfalden gård på Fyn gemt fra omverdenen. I den nærliggende landsby tror folk, hun er død. 

Hendes mor (Sofie Gråbøl) har venlige øjne og en krop så stor, benene ikke kan bære hende. Liggesårene smører faren Jens (en rørende uhyggelig Peter Plauborg) med harpiks. Kviste vokser ind ad vinduerne, og natsværmere og sommerfugle hænger mellem bladene.

Jens er faderligt prædikende. Han slagter kaniner, river ribbenene fra hinanden og skærer hjertet ud, som han imellem sine blodige hænder viser Liv. Her sad sjælen, fortæller han. Men nu er den fløjet væk.

Jens fortæller hende, at de er klogere end andre mennesker, fordi de ved, de ikke er kloge. Hendes tænder rådner.

Dragende og kvælende familievarme
Kærligheden i familien er til at føle, og den vises gennem Peter Plauborgs legende kropssprog og Gråbøls glødende øjne.

Vivelill Søgaard Holm ser barneforvirret og skiftevist grinende og skræmt på forældrene. Familien drager én i alt deres varme familiehed, og barnet står uskærmet overfor dens problemer. ’Harpiks’ er et ualmindeligt velspillet og overbevisende portræt af en barndom i forfald.

Også rent visuelt er ’Harpiks’ overlegen. Umiddelbart ser det ud til, filmen er tilvejebragt med analogt kamera. Billederne fremstår grynede og farvemættede i varme toner. Lyddesignet er naturtro, en vind piber insisterende og fladt på en måde, som jeg har hørt den gøre på tomme marker.

Kulisserne er formidable i deres ødelagthed. Hele udtrykket er knitrende, skiftevist som en varm ild eller insekter. Helt på samme måde som forældrenes dobbelthed. Det understøtter historien, der grænser til det magisk realistiske, men mest af alt fremstår som hårdkogt socialrealisme.

Virkeligheden er din mors og fars
I Borgmans ’Harpiks’ vokser en uro i én undervejs, der henimod slutningen bliver næsten ulidelig at sidde med. Naturen, som faren mener, han lever i pagt med, gror fortsat ind ad vinduerne.

Maden rådner, mens barnet i morens mave vokser, og faren bliver gradvist mere vanvittig af at insistere på at holde sin familie på afstand af de socialrådgivere og læger, der vil tage Liv fra dem. Det vrider i hjertet, for man sidder i biografmørket og tænker, at nu kan det da snart ikke blive værre.

Men det kan det.

I barndommen er man fanget i sine forældres verden. Du er bange for deres vrede. Under det hele ligger en kærlighed og ulmer som gulvvarme.

I tilfældet med Liv er kærligheden så varm, at hun brænder sine fødder på den jord, hun står på.