Samfundskritikeren Ken Loachs beretning om familien Turner griber om hjertet og gør os klogere

”One thing we have to do, is when things are intolerable, we have to change them. And now is the time to change them”. De ord sagde instruktøren Ken Loach ved gallapremieren på sin seneste film på Cannes-filmfestivalen i år.

Lige siden sin første produktion i 1964 har Ken Loach med sin filmkunst utrætteligt kæmpet for at ændre verden. At gøre os opmærksom på de uretfærdigheder, der eksisterer for arbejderklassen, og lade os vide, at det kunne være anderledes.

Han taler for dem, der ikke har en stemme og viser os deres ukuelighed og skønhed. Siden 1996 har han skabt sine fortællinger sammen med manuskriptforfatteren Paul Laverty. Begge foretager de den essentielle research, der er garant for værkernes stærke autenticitet.

Arbejdspres fordrer superkræfter
Et jobskifte er udgangspunktet for historien om familien Turner fra Newcastle i England.

Efter lang tid med mange skiftende job har Ricky (Kris Hitchen) nu mulighed for at blive freelance-pakkebud. Han bliver udadtil ansat som selvstændig, men reelt fungerer ansættelsen som en form for moderne stavnsbånd.

Hvad der skulle være muligheden for at realisere en stærk drøm om at tjene penge nok til at erhverve egen bolig, udvikler sig i stedet hurtigt til et inferno. Vi følger også Rickys kone Abby (Debbie Honeywood) i sit virke som hjemmehjælper. Kommunen har privatiseret hjemmeplejen, og hun er derfor aflønnet per besøg, hun aflægger.

Man lærer meget om de to hovedkarakterer ved at være en flue på væggen igennem deres arbejdsdage. Både Ricky og Abby er samvittighedsfulde og arbejdsomme. Det ser man eksemplificeret i Abbys ene regel i forhold til sit arbejde: At hun behandler alle sine klienter, som var det hendes egen mor, der var syg og havde behov for pleje.

Der er meget usikkerhed i deres brancher, og de arbejder snart i døgndrift. Det pres, de er under, fordrer superkræfter. Selvom de er meget kærlige og engagerede forældre og forsøger alt for at få familielivet til at fungere, begynder familien at lide under deres fravær. Sønnen Sebastian (Rhys Stone) har brug for sin mor og fars nærvær og støtte, da han ikke længere tror på en fremtid, og han begynder at pjække mere og mere fra skole. Datteren (Katie Proctor) mærker presset på familien og reagerer med at tisse i sengen og tage al for meget ansvar på sig.

Imponeret over personinstruktionen
De fire familiemedlemmer fortolkes sublimt. De er perfekt castet, og deres eminente sammenspil resulterer i, at familien føles som en virkelig enhed. Spillet er autentisk og behageligt neddæmpet.

Jeg blev gang på gang imponeret over instruktørens personinstruktion. Det store fokus på hovedpersonernes sindstilstand skildres igennem en udpræget brug af nærbilleder. Desværre er der på det manuskriptmæssige plan et problem. Abby-karakteren kammer over. Hun bliver i længden skildret for engleagtig til, at hun virker troværdig.

Igennem Richy og Abbys arbejdsliv viser Ken Loach os et system, hvor der er så hård konkurrence, at al medmenneskelighed er i fare for at blive kvalt.

Flere gange græd jeg den så udfordrede familiens tårer. Jeg fór flere gange forfærdet op i sædet i trit med, at de blev mere og mere magtesløse. Abby og Rickys udmattede øjne og hudløse blikke tog jeg med mig ud i virkeligheden, men også den stærke kærlighed og loyalitet, der herskede hos familien Turner.