Afslutningen på Skywalker-sagaen blev en betagende men rodet affære der, præget af et skævt tempo og doven karakteropbygning, ikke længere føles som en Star Wars-film.

Lucasfilm-logoet toner frem på lærredet, med ét lyder den velkendte titelmelodi for fulde brag, og teksten kører over stjernerne.

’Star Wars: The Rise of Skywalker’.

Dette er afslutningen på Skywalker-sagaen, en historie, der har betydet meget i flere generationers liv og nok stadig vil det fremover.

Det ene spørgsmål, der runger i alles hoveder: Er dette en værdig afslutning på en ikonisk del af filmhistorien?

Fra en selverklæret fan af universet lyder svaret: nej.

Lad Darth Vader hvile i fred
Filmen starter rodet med tre forskellige flashbacksekvenser i løbet af en halv time, i tilfælde af at seeren lykkeligt har glemt filmens forgænger fra 2017.

Fra den første scene er Kylo Ren (Adam Driver) på et af sine utallige mordtogter, Rey (Daisy Ridley) er fortsat i træning til at blive en Jedi, og Finn (John Boyega) og Poe Dameron (Oscar Isaac) er på skattejagt med Chewie (Joonas Suotamo). Business as usual.

Der er kamp og vilde farver fra start til slut, præcis som det skal være, men en tvivl sås, når man for alvor forstår, at denne film er stjernekrigens klimaks: Hvem er det egentlig, vores trio kæmper imod?

Af de utallige mindeværdige elementer, den originale Star Wars trilogi har givet verdenen, så er det en ikonisk skurk.

Og nu må jeg desværre briste nogle drømme: Darth Vader var og forbliver et one time show.

Drivers portræt af de folkekære Han og Leias (Harrison Ford og Carrie Fisher) søn, som er vendt til den mørke side, kan fortsat hverken råbes af begejstring af eller få tårerne på gled. Efter det chokerende drab på sin egen far i ’The Force Awakens’ er han ikke meget mere end nogen, der blot går den kvindelige hovedrolle på nerverne fra tid til anden, og force choker folk uden provokation af nogen art.

Samtidig blev den mystiske Snoke dræbt tilbage i ’The Last Jedi’ i løbet af 20 minutter, mens General Hux (Domhnall Gleeson) kun er til stede som en komisk boksepude.

Det største problem med den nye trilogi er, at den fortsat forsøger at få dens unge skurke til at leve videre på Anakin Skywalkers korrupte hæder, i stedet for at lade dem udfolde sig som onde i deres egen ret. Til sidst vides det ikke, hvem der er den egentlige fjende, og konflikten virker ligegyldig.

Nostalgien er med til det sidste
Særligt den nye trio skal til gengæld have ros. Karaktererne er sympatiske, har alle arrede fortider og fremfor alt en fænomenal kemi med hinanden. Derfor er det utroligt ærgerligt, at filmen konsekvent prøver at skille dem ad.

’The Rise of Skywalker’ er faktisk den første film, hvor de alle tre samarbejder, men kemien forsvinder alligevel mellem alt for mange nye karakterer. Samtidig er cameos af blasts from the past mere end begejstrende, men malplacerede, og så meget som mit nostalgiske hjerte hader at sige det, så kunne jeg godt have været foruden. Hvorfor må de nye helte ikke have lov til at redde dagen selv?

Og naturligvis skal Carrie Fisher nævnes endnu en gang.

Tårerne trådte frem i mine øjne i det sekund, hun gjorde det samme på skærmen. Selvom hun ikke blev brugt til noget af stor betydning, så er og forbliver General Leia ikonisk. Og hendes bånd med sin søn er en af de få elementer, der virkede velovervejede i denne science fiction-lavine.

Så er ’Star Wars: The Rise of Skywalker’ egentlig værd at se? Hvis man er en garvet nørd indenfor universet, så er svaret ja, en afslutning skal der til. Men den nye trilogi er fyldt med så mange uoverensstemmelser, der langtfra blev fikset i den sidste del, at man nærmest ikke kan kalde det en trilogi.

Filmen er spændende til det sidste, både på godt og ondt. Den er overdådig at kigge på, og den ikoniske musik er som at få et kram fra et savnet familiemedlem. Men på vejen mellem to forskellige instruktører, der tydeligvis ikke har kommunikeret, så er handlingen gået tabt. Og dette kan familiens ånd, der har gennemsyret sagaen lige siden 1977, ikke længere redde.