Kunsten og thriller-dramaet har vellykket taget hinanden i hånden i Marie Grahtøs smukke debutspillefilm
Forestil dig, at du står i en gammel korridor med højt til loftet. Det er nat. Månelyset falder ind ad de store vinduer, ellers er her mørkt og stille. Du er på nattevandring på et psykiatrisk hospital. Alene.
Som i en drøm, eller i et mareridt, er der noget underbevidst, der trækker dig fremad, og en masochistisk nysgerrighed får dig til at åbne døren indtil et klinkebeklædt rum. Der står et fyldt badekar.
I vandoverfladen flyder et sort stykke stof. Du trækker det til side og finder en pige med en kniv. Hendes ene håndled er skåret op, men hun er ved bevidsthed. Hun vil have, at du skal sætte dig ned til hende i det røde vand. Gør du det?
Det gør Viktoria (Lisa Carlehed). Hun forsker i selvmord og har takket ja til udfordringen om at behandle den suicidale, grænsesøgende patient, Jenny (Victoria Carmen Sonne). Viktoria er tillukket, både fysisk og mentalt, og Jenny er et barn, man ikke kan nå. Alligevel vokser relationen mellem dem sig stærkere og stærkere gennem natlige samtalesessioner om død og liv. Men psykosen ligger på lur bag hvert et hjørne, og virkeligheden bliver bøjet i både rum og tid.
En meget ”Marie Grahtøsk” film
Ganske vist er ’Psykosia’ Marie Grahtøs første spillefilm, men det er på ingen måde første gang, at instruktøren behandler emner som selvmord og den ustabile psyke. I løbet af sin tid på filmuddannelsen Super16 lavede hun kortfilmene ’Daimi’, ’Lækre til vi dør’ og ’Teenland’, der i den grad slog Grahtøs personlige stil an, som fortsætter og bygges videre på i ’Psykosia’: En dyrkelse af et narrativ med underliggende suspense, der komplementeres af drømmelignende, billedlige scenarier.
Identitet, ensomhed, seksualitet og psykose er klart temaer, der optager instruktøren. Ligesom at hendes film stort set kun omhandler kvinder. Det er heller ikke er første gang, hun lader sine karakterer dele badevand. Det er næsten blevet et varemærke.
Og hvad er en Marie Grahtø-film uden hendes skuespiller-muser, Victoria Carmen Sonne og Bebiane Ivalo Kreutzmann, som efterhånden er blevet fast inventar i hendes dødsflirtende, virkelighedsudvidende universer? Der er ingen tvivl om, at Grahtø er en stærk auteur, der er kommet for at blive.
’Psykosia’ er en smuk visualisering af et sygt sind. En imponerende debutspillefilm, der både formår at fascinere og frastøde. Momenter af total intimitet sættes i kontrast med distancerende kunstneriske opstillinger. En meget flot film.
