Sydkoreanske Bong Joon Ho leverer et mesterværk af et familiedrama, der både overrasker, forvirrer og forarger.

Har du nogensinde fortalt en løgn? Var det for at få din vilje? For ikke at såre en ven? Eller var det for at smøre tykt på til jobsamtalen? I ’Parasite’, der udkommer d. 25. december, kan du måske lære et par fif til, hvordan du perfektionerer dine lyve-færdigheder.

I ’Parasite’ følger vi familien Kim, der er en del af det sydkoreanske underklassemiljø. I en sidegade, der er befængt med insekter og drukkenbolte, lever familien et ydmygt liv. De tjener en smule penge på at sælge pizzakasser til et lokalt pizzeria i ny og næ, men er ellers arbejdsløse og ufaglærte. Da familiens søn (Choi Woo-Shik) en dag får chancen for at overtage jobbet som privat engelsklærer hos den særdeles rige Familien Park begynder deres held pludseligt at vende. Familien formår at udnytte deres mindste ressource og færdighed i en grandios plan, der skaber store ændringer i deres tilværelse.

Bogstavelig talt parasitter?
Familien Kim er ikke ligefrem sympatiske karakterer. De lyver, snyder og manipulerer helt fra starten af filmen. Deres kreativitet fejler midlertidigt intet, og man bliver hurtigt fanget af deres evner til at spinde sig i et kæmpe net af løgne.

Det er dog svært ikke at håbe på, at de lykkedes i deres planer. Man forstår deres frustrationer, utilfredshed og håbefulde attitude. På trods af deres tvivlsomme metoder ventede jeg konstant spændt på at se, om de nåede i mål med deres visioner.

Filmens hovedtema centrerer nemlig om en satirisk kommentar på skellet mellem underklasse og overklasse i det sydkoreanske samfund. Kontrasterne mellem rig og fattig er utrolig synlige i dets ekstremer, hvilket filmen afspejler i de to lokationer, hvor den hovedsageligt foregår. Familien Kims kælderlejlighed er beskidt, trængt og gammel, modsat Familien Parks palæ, der er moderne, rent og stilrigt. Titlen på ’Parasite’ formår dog at vække en del tanker om dens betydning, og hvordan den skal forstås.  Parasitter er kendt for at snylte, men hvem snylter på hvem, og hvornår er det OK at snylte?

Alt i alt behandler filmen temaet på en elegant og underholdende facon, der ikke virker for selvhøjtidelig. Hvilket standpunkt, man skal have til Sydkoreas opdeling af velhavende og fattige, er helt op til én selv.

”Ingen spoilers!”
Da ’Parasite’ var årets Guldpalme-vinder på Cannes filmfestival, har jeg længe hørt rygter om dens fortræffelighed. Det har været en kamp at undgå spoilers, men det lykkedes mig nu engang.
Jeg har førhen kun kendt til Bong Joon Hos ’The Host’ fra 2007 og havde derfor ikke en klar fornemmelse for, hvilken slags film ’Parasite’ ville være. Måske ville der være en sammenhæng mellem ’Værten’ og nu ’Parasitten’? Jeg havde kun hørt rygter om, at den ville være overraskende, sjov, klog og til tider ubehagelig. Og ja, det kan jo betyde meget.

Jeg må dog indrømme, at det er en ret nøjagtig blanding af adjektiver, der kan beskrive denne her film.

At se ’Parasite’ føltes som at cirkulere rundt i en spiral af begivenheder, der én efter én bliver mere og mere intense i deres udførelse og kreativitet. Nogle ville nok føle, at den kommer for langt ud og bunde, men jeg nød handlingen i alt dens absurditet. Skuespillet er også helt upåklageligt med Choi Woo-shik og Park So-Dam som søn og datter, samt Jang Hye-jin og Song Kang-ho som mor og far.

En sammensmeltning af genrer
Alt i alt imponerer ’Parasite’ med dens vittighed og kloge plot, der let og elegant formår at bevæge sig imellem forskellige genrer, såsom komedie og horror. Filmen springer gnidningsfrit fra en humoristisk ’Hov-der-kommer-nogen-hjem-imens-vi-gør-noget-vi-ikke-må’-scene til en ubehagelig fortælling om spøgelser. Ja, det lyder ret mystisk, men flere detaljer nægter jeg altså at give. Pointen er, at det fungerer, og at det fungerer perfekt.