På trods af at ’Cats’ er et værre makværk svøbt i pels og pailletter, fik de menneskelignende missekatte for en kort stund lokket mig ind i deres gakkede univers.

Det virker som et forsøg på at ride med på live-action Disney-vognen, når Tom Hooper (Les Misérables, The King’s Speech) af en eller anden grund finder det nødvendigt at filmatisere Andrew Lloyd Webbers bizarre musical fra 1981 som en computeranimeret live-action-film.

Hvem synes, det var en god idé at dække mennesker i pels? På nær fødder, ansigter og hænder er det stjernespækkede cast pelset fra top til tå. Og ja – det ser underligt ud. En kat har ikke menneskefødder, og et menneske har ikke pels. Punktum.

Er der en mening med meningsløshed?
Filmen udspiller sig over en enkelt nat, hvor en samling af katte, som kalder sig Jellicles, skal beslutte, hvem der får lov til at stige op med luftballon til The Heavyside Layer og komme tilbage, genfødt, til et nyt liv. Helt præcist, hvad the Heavyside Layer er, og hvorfor de kære katte gerne vil genfødes, står hen i det uvisse.

Hver især får de forskellige katte lov til at bryste sig af deres personligheder. Igennem dans og sang skal de dyste om, hvem der får lov til at flyve i luftballon. Der hoppes fra sang til sang og ud på tossede sidespor. Og der er næsten ingen dialog uden rim og metaforer.

At se ’Cats’ føles som om, man er fanget i en skør kattedames fetich-feberdrøm. Det bliver altså en forvirrende, plotløs omgang. Og når man ikke engang føler en snært af sympati for tilskuerens avatar og intetsigende hovedperson, Victoria (spillet af balletdanser Francesca Hayward), er det svært ikke at kede sig.

Jeg kan se det charmerende i, at man har omskrevet en masse børnedigte af T. S. Eliot til en musical – tro mod ophavet. At resultatet bliver en forvirrende, drømmeagtig omgang med en underlig utilregnelighed og selvhøjtidelighed, som katte jo alligevel er kendte for, har måske en pointe.

Dog smadres det hurtigt til jorden af popsangeren Jason Derulos moduleringer, og filmens ivrige forsøg på at hive pengene hjem ved at putte Taylor Swift på rollelisten som en ligegyldig, sexet mis.

Tag en beslutning!
Dette katte-kaos understøttes af det visuelle udtryk; det ene øjeblik ligner filmen noget taget ud af ’Moulin Rouge’, det andet øjeblik en slut-00’er musikvideo med bling-bling og pelsjakker (Jason Derulo hjælper ikke på det). For at det ikke skal være nok, akkompagneres musical-numrene med lyden af 80’er synthesizere i tide og utide.

’Cats’ rejser en masse spørgsmål, og man får ikke besvaret et eneste. Det er en stor pærevælling af glimmer, kattehår og sidespor. Det er svært at finde hoved og hale i ‘Cats’, men alligevel finder man sig selv nynnende til melodien ’Jellicle Songs for Jellice Cats’.

Selvom ’Cats’ er elendig, prøver den hårdt på ikke at være det. Det er en film, der er så langt ude, at det er lige før, at virvaret er oplevelsen værd. Og hvem har ikke lyst til at se, hvordan Idris Elba ser ud nøgen, dækket af pels? For i det enorme kaos, akkompagneret med ørehængende sange, er det lidt som om, at jeg for en stund blev hvirvlet ind i musicallens bizarre univers… Eller måske har jeg bare ’Jellicle Songs’ på hjernen.