Anders Refns længe ventede besættelsesfilm vil nuancere vores billede af den danske værnemager, men mister undervejs interessen for egen idé.

Historiens vatpikke fortjener respekt!

Om vi vil det eller ej, så lever vi i en nation, hvis fundament er bygget af dem. Især i de sidste århundreder har de godhjertede, men handlesvage mennesker været grundlaget for den udvikling, der er sket i Vesten og især i Danmark.

Kan det lade sig gøre at lave en velfærdsstat uden et overtal af svage, tryghedssøgende mennesker? Er det muligt at gøre op med flere tusind års ulighed mellem kønnene uden kompromissøgende mænd, der er villige til at træde til side?

I think not, og det skylder vi dem en tak for.

Selvfølgelig har jeg fuld forståelse for, hvorfor de ikke har fyldt lige så meget i vores kollektive bevidsthed som verdenshistoriens alfahanner – Winston Churchill, Josef Stalin og lignende.

Med al sandsynlighed er det trods alt ikke denne gruppe, der kommer til at føre os ud af klimakrisen.

Men de fortjener vores respekt. De mennesker, der vil det godt men ikke tør handle, og på den måde holder hjulene i gang i et samfund, der nemt falder sammen, hvis alle konstant udøver deres ideologi.

På en måde var det sådan set et samarbejde imellem netop vatpikkene og handlingsmændene, der holdt Vesten i live under og efter Anden Verdenskrig. Derfor lyder det jo også mere end lovende, når Anders Refns længe ventede film handler om netop en sådan mand.

Verdenskrigens papfigurer
Jesper Christensen spiller den vattede, nyrige familiefar Karl Skov.

På sin sølvbryllupsdag 9. april 1940 må han sande, at den tyske besættelse er over ham og hans store familie, der på en eller anden måde rummer alle besættelsestidens arketyper.

Karls kone Eva (Bodil Jørgensen) er den gammelrige idealist, der har råd til at have holdninger, fordi hun grundet tidens kønsroller ikke kan handle på dem.

Den ældste søn Michael (Gustav Giese) er en stolt officer, der bliver draget af den tyske krigsmaskine og bliver en del af det nazistiske Regiment Danmark.

Næstældste søn Aksel (Mads Reuther) er den forargede hævner, som for hver udvikling i krigen ledes ind i modstandsbevægelsen.

Lillesøster Helene (Sara Viktoria Christensen) er den godtroende tyskertøs, der forføres af en naziofficer.

Lillebror Valdemar (Sylvester Byder) er den unge, naive gymnasieelev, som ikke fatter dybden af krigens begivenheder.

Og Knud (Lue Støvelbæk) spiller jazz-trompet.

Sidstnævnte er den eneste af disse arketyper, vi ikke har set i ’Matador’, men det er der måske en grund til.

Guderne skal vide, at der ikke er brug for flere af disse papfigurer, som i Anders Refns og Flemming Quist Møllers manuskript er udstyret med hårrejsende replikker a la ”sender de jøderne i koncentrationslejr? Jamen, hvad med de søde små børn?”

Jeg tror, vi har fattet den del af krigens tragedie. For hvis man ikke netop har set ’Historien om Danmark’, så har man set Prins Joachims replikation eller, gud forbyde det, den nye Frederik IX-serie på DR, der sjovt nok også fortæller den samme, gamle besættelseshistorie.

Vatpikkens tragedie
Derimod er Jesper Christensens vattede patriark en figur i verdenskrigscirkusset, vi ikke på samme måde har brugt tid på før, og som rummer sin helt egen og mere komplekse tragedie.

Hver gang tyskerne strammer grebet om hans omverden, reagerer han med samme jamen-det-skal-jo-nok-gå attitude, der hver gang resulterer i internering af konens jødiske barndomsvenner eller værre.

Det er ganske hårdt at se på, fordi Karl tydeligvis hader det hele, men ikke tør risikere hverken sin egen eller familiens sikkerhed.

Desværre er det, som om filmen mister interessen for sin komplekse hovedperson. Hans indre konflikt reduceres til et tilsyneladende halvårligt møde med Bodil Jørgensens karakter, hvor hun spørger ham ”hvordan kan du gøre det!?”, og han forsvarer sig halvhjertet.

I stedet forelsker filmen sig i Aksel og hans stigende engagement i modstandskampen. Desværre er det mest interessante ved figuren, at den er spillet af Mads Reuther – manden med Danmarks smalleste ansigt. Endnu en alfahan med en proper næve, der stjæler vatpikkens stjernestund.

Med andre ord er der desværre intet nyt under solen i Anders Refns lange og alligevel underligt uafsluttede krønike.

Heller ikke denne gang får de danske vatpikke lov at spejle sig i en meget overset og kompleks del af vores fælles historie.