Tilsvininger leveret på ypperste vis bliver her i de første fire afsnit tynget ned af et lidt kluntet plot i det nyeste udspil fra den politiske satire guru, Armando Ianucci.

Maestroen af den spydige replik er en vred skotte, der hedder Armando Ianucci. Han har harceleret kreativt mod politik med serierne ’The Thick of It’ og ’Veep’, og på det store lærred med ’In the Loop’ og ’The Death of Stalin’.

Fællestræk er et nærmest fanatisk had overfor de inkompetente mennesker, som på forskellige måder og fra forskellige positioner har indflydelse på vores liv. Jorden har nu vist sig at være for lille til at rumme skottens indignation, så han har transporteret den ud i rummet i sin nyeste serie fra HBO.

I ’Avenue 5’ er det i en nær fremtid blevet fashionabelt at tage på krydstogter i solsystemet i gigantiske rumskibe. For kaptajn Ryan Clarks (Hugh Laurie) besætning og passagerer tager den her rejse en uventet drejning, og i stedet for den snarlige hjemvenden til Jorden indenfor en måned, går der nu hele 3(!) år, inden krydstoget kan nå sin ende.

Kaos og inkompetence fylder hurtigt fartøjet, hvor ingen overhovedet er klar til at berolige folk eller komme op med en plan for, hvordan de skal forholde sig til den nye situation – udover at brokke sig og svine hinanden til.

I rummet kan ingen høre dig grine
Ud af Ianuccis mange forskellige projekter er den her rum-komedie den lettest tilgængelige. Tænk en ondsindet version af ’The Office’ med licens til at bande.

I modsætning til føromtalte tv-serier er der en ‘et-tv-hold-følger-livet-på-en-arbejdsplads’-brug af kameraet. Det er helt standard sit-com. Hvad der ikke er standard, er den galskab og vidunderlige sarkasme, der bliver smidt imod seeren, som projektiler fra en AK-47.

Helt eminent og uden sammenligning er det suverænt bedste ved showet Zach Woods (Jared fra ’Silicon Valley’). I rollen som chefen for kundepleje på rumskibet, Matt Spencer, er han fuldstændig grotesk og forrygende. Matt giver ikke en fuck for noget helst, og oftest leverer han sine råd med et psykotisk smil, der får nakkehårene til at rejse sig og resten af kroppen til at flække af grin.

På et tidspunkt ”leger” han terapeut for et ægtepar, som har knas i parforholdet. Terapitimen forløber med skrig og gråd, hvor Matt filmer det hele, mens han opildner dem til at sige, hvad de hader ved hinanden og får herefter konflikten til at eskalere med sproglige perler som ”Your marriage is like the fuckin’ Hindenburg, Rob!”.

Shitstorm og clusterfuck
I det hele taget fungerer seriens forskellige karakterer ganske udmærket hver for sig, men historien, som skal flette dem sammen, knaser lidt i maskineriet her i starten.

Laurie er omdrejningspunktet i rummet, hvor han har den herlige opgave at gestalte noget nær den eneste person, der er tilnærmelsesvis ”normal”. Der er få, som kan præstere et så oprigtigt forarget eller ”hvad fanden sker der?”-ansigtsudtryk som han.

Men det klikker ikke rigtig her i starten. En del af forklaringen skal nok findes i, at universet skal sættes op, og alle de forskellige personer introduceres. Desværre sker det på bekostning af galskaben, hvor det ellers, udover de eminente Woods og Laurie, er værd at fremhæve rumskibets ejere.

Den umage duo af Josh Gads egocentriske, hjernedøde bro-millionær og Suzy Nakamuras supersarkastiske, iskolde og kalkulerende boss-lady, leverer absurd mange spiddende guldkorn, mens et håndklæde foldet som et røvhul lever sit eget gloriøse liv i et afsnit.

Det er netop i omfavnelsen af vanviddet og ”ondskaben”, at showet brillerer.

’Avenue 5’ er nyt og alligevel velkendt territorie for Armando Ianucci og hans fans. Den bidende humor er stadig skarp nok til at flå en legemsdel af, men vejen derhen er lidt bumpet indtil videre. Ikke desto mindre er der så mange lyspunkter, at serien og dens ubehageligt underholdende mandskab af misantroper fortjener opmærksomhed fortsat.