Den sande historie om et grotesk justitsmord har sine gyldne øjeblikke og masser af gode intentioner, men mangler dramaturgisk finesse for at blive rigtig god.

Bilen ruller roligt til et stop. Den klump i halsen, han altid har villet undgå, føles nu som en badebold, der skal presses igennem et nåleøje. Forsædet på hans pickup oplyses af blinkene fra politibilerne, hvor betjentene ligger henover kølerne og peger på ham med deres geværer. Forsigtig sørger han for, at hænderne er synlige på toppen af rattet – han skal i hvert fald ikke give dem en undskyldning for at skyde.

I USA var det tilbage i 1980’erne (eller visse steder den dag i dag) ikke usædvanligt for afroamerikanere at blive stoppet af politiet for ingen anden grund end at køre bil, mens man var sort – DWB, drivin’ while black.

”Så du har ingen chef, du skal rette dig efter?” spørger politichefen manden i pickuppen. Walter ’Johnnie D’ McMillan (Jamie Foxx) har sin egen træbeskæringsforretning og står derfor ikke ansvar for andre end sin kone Minnie. Nu bliver han anklaget for at have myrdet en hvid pige, og retssagen bliver blot en formalitet. Han er skyldig, for det er han nødt til at være, han er jo tidligere blevet fundet i seng med en – ja – hvid kvinde.

Efter nogle år beslutter den unge, idealistiske advokat Bryan Stevenson (Michael B. Jordan) sig for at repræsentere fanger på dødsgangen i Alabama, hvor Walter er endt. Det viser sig hurtigt, at beviserne ikke ligefrem er overvældende imod Walter, og spørgsmålet er nu, om Bryan kan få omstødt dødsdommen, inden det er for sent. Men det er lettere sagt end gjort, når myndighederne er mere end tilfredse med at have en sort mand fængslet for mordet på en pæn, hvid pige.

AmeriKKKa the beautiful
At Mulighedernes Land har et problematisk forhold til dele af sin befolkning har filmhistorien belyst op til flere omgange. ’Just Mercy’ lander derfor i samme kanon som ’Mississippi Burning’, ’Loving’ og ’The Hate U Give’, blot for at nævne et par eksempler.

Der er dog to andre film, som er mere relevante i denne kontekst: ’A Time to Kill’ og, især, ’The Hurricane’. Sidstnævnte handler, ligesom den bioaktuelle film, om en mand, der er uskyldig dømt, og om hvordan kampen for at få ham fri fra det institutionelle, racistiske system viser sig at være en kæmpe opgave.

Desværre er historiens genkendelighed en hæmsko for ’Just Mercy’. Den her historie er fortalt i en eller anden variation flere gange nu, og – uden at røbe for meget – så ender man næsten altid ved det samme resultat.

Derfor er det her i høj grad op til skuespillerne at bære den ”u-originale” historie, hvis man ellers kan tillade sig at bruge det ord om en sand fortælling. Jordan veksler glimrende mellem indigneret og chokeret over det system, han forsøger at navigere i for sine klienter. Hans gestalting af en blankpoleret kirkedreng, der ikke kan gøre en flue fortræd og er legemliggørelsen af godhed, er yderst troværdig. Få kan stå med dirrende læbe som ham, uden at man som publikum må blive bare en smule emotionelt påvirket.

Stjernen er der dog ingen tvivl om. Foxx er fuldstændig eminent som en mand, hvis største frygt er at turde håbe på, at der er det mindste lysglimt i mørket. Det er nemmere for ham at være stærk og støtte sine medfanger, når de er nede, end at skulle tage imod endnu et nederlag. Der er vrede, sorg og trods den håbløse situation en varme og charme, som kun en Jamie Foxx i topform kan formidle.

Dommen er klar
”Du ved ikke, hvad du giver dig i kast med her i Alabama. Du er skyldig fra det øjeblik, du bliver født,” fortæller Walter med bedrøvelse og resignation i stemmen – nogle ting kan individet ikke ændre på, systemet har allerede truffet valget for dig.

Instruktør Destin Daniel Cretton har hidtil i sin karriere gjort en dyd ud af at italesætte sociale problemer (’Short Term 12’, ’The Glass Castle’). I denne omgang er det retssystemet, hvor beskikkede advokater er håbløst overmatchede eller blot ude på at tjene den nemme løncheck, og dødsgangen er fyldt med skæbner, som følge heraf.

På den måde er ’Just Mercy’ et glimrende indspark i den nuværende diskurs om både race, og hvordan forskellige grupper i USA bliver behandlet. Sammenholdt med godt skuespil fra Jordan og Foxx som de to mænd på hver sin side af tremmerne leverer filmen et værdigt portræt af den sande historie, om end det desværre sker på bekostning af spænding og fremdrift.