Et smukt, mytologisk kammerspil, der stiller flere spørgsmål, end det besvarer.

Det er mørkt. Stormen raser udenfor, og bølgerne slår aggressivt mod klipperne. Sømænd drikker for at holde sindssygen nede, men nødrationerne er sluppet op, og du og din makker tyr nu i desperation til terpentin.

Sammen med din hjerne opløses også din tidsfornemmelse og realitetssans. Det er svært at orientere sig og ikke til at sige, hvad der er op og ned.

Det samme gælder for handlingen i ’The Lighthouse’.

Fyrmesteren vs. assistenten
Helt konkret handler filmen om fyrmesteren, Thomas Wake (Williem Dafoe), og hans assistent, Efraim Winslow (Robert Pattinson), der skal tilbringe fire uger sammen på en lille klippeø ud for Maines Kyst for at holde gang i et fyrtårn.

Wake er erfaren og gammel, Winslow er grøn og ung, og derudfra er arbejdsfordelingen givet: Wake har de eftertragtede nattevagter i fyrtårnet med den dragende, roterende lyskegle, mens Winslow må bruge dagstimerne på alt det hårde, fysiske arbejde, der skal til for at vedligeholde tilværelsen på øen.

Fyrmesteren kører sin assistent rundt i manegen, som var han en ubetydelig cirkushund, og mens Winslow indebrændt skovler kul på fyret, skovler Wake med et sociopatisk overskud kul på Winslows psyke, der inden længe vil bryde i flammer.

Herfra og til hvad der så egentlig forgår, er op til (over)fortolkning. Begge karakterer er super utilregnelige og lyver selv om basale ting, hvilket gør det svært at vurdere, hvem af dem man skal stole på.

En unummereret prik-til-prik-tegning, hvor du selv kan trække streger
Med et stærkt symbolsk indhold, mytologiske referencer og masser af ubesvarede spørgsmål er der god plads til at læse alverdens ting ind mellem linjerne.

Så er du tilhænger af selv at skulle samle brikkerne og på egen hånd udfylde eventuelle huller, når du ser film, er ’The Lighthouse’ lige noget for dig.

Hvis ikke er det måske ikke din nye yndlingsfilm. Den har dog stadig en masse at byde på i form af at være et teknisk godt og flot stykke håndværk og dertil fremragende skuespillerpræstationer. Og stemningen i det sort-hvide univers underbygges også af en eminent lydside.

”Bad luck to kill a seabird!”
Kammerspillet kan i højere grad beskrives som kunstnerisk spændingskomedie end gys og føles allerede nu som en ældre klassiker.

Udover en interessant filmoplevelse kan der desuden udledes to gode, konkrete livråds fra filmen: Orientér dig altid om vindretningen, inden du forsøger at tømme fyldte natpotter ud fra en klippeskrænt. Og hør nu efter, når den gamle søulk fortæller, at det vil bringe uheld at dræbe en havmåge.

Du kan læse Nosferatus anmeldelse af ‘the Witch’ her.