En mageløs filmatisering af en klassisk historie, der giver et kig ind i Jane Austens hjerne og et kram til romantikerens sjæl.

Stolthed og fordomme er et velkendt, men kært Austen-tema i ’Emma’, der går igen i filmatiseringen af hendes værk ’Emma’. Også her går kærlighed og misforståelser hånd i hånd.

Emma (Anya Taylor-Joy) er en yderst fornem og dannet ung dame, som bruger det meste af sin tid på at sætte sine bekendtskaber sammen ved at lege Kirsten Giftekniv. Hun har selv hverken brug for mere rigdom, beskæftigelse eller formål, og hun agter derfor ikke selv at blive gift. Hvem kunne også være hende ligeværdig nok?

Et overflødighedshorn af smukke kjoler og blødt tapet
’Emma’ er instruktør Autumn de Wildes første spillefilm, men det skulle man slet ikke tro. Hendes såkaldte attention to detail er ekstremt bemærkelsesværdig, og der er klart ikke mangel på flotte ting at kigge på.

Filmen er ikke kun behagelig og en fornøjelse at se, men den er også en fryd for øjet med de guddommelige kostumer og frisurer. Hvorfor er det nu, vi ikke går i sådan noget tøj længere?

Der er ikke kun fokus på hovedhandlingen i scenerne, men også på hvad der sker i baggrunden, hvilket opløfter hele situationen og giver det mageløse skuespil en større dybde. Om det så er et løftet skørt for at varme numsen ved pejsen eller den ikoniske Bill Nighy i rollen som Emmas far, der ikke kan undgå at bringe en del af sig selv til alle roller, han spiller, så fungerer det hele perfekt.

Man kan virkelig mærke, at der er lagt betydning i hver en ting, og intet er ved et uheld.

Som taget ud af Jane Austens hoved
Humoren, æstetikken og relationerne i ’Emma’ er alle, som hvis Jane Austens egne ord sprang ud af siderne i hendes bog.

Man kan ikke undgå at sammenligne med andre filmatiseringer af Jane Austens klassiske værker, og mens særligt Joe Wrights ’Stolthed og Fordom’ fra 2005 er fuldstændig fantastisk (man går aldrig galt med en flot mand i en åben skjorte, der langsomt går på en mark ved daggry), så formår Autumn de Wilde at skabe præcis dét, man ser inde i sit hoved, når man læser en af Jane Austens bøger.

Hvilket så gør det rigtig svært, når man skal ud af biografen igen og tilbage til sin egen grå, regnvejrsfulde verden uden petticoats og bjerge af profiteroles.

Der er også bare noget rart ved at se en film, der omfavner alle de romantiske klichéer, som de fleste efterhånden har fået nok af. ’Emma’ formår at gøre det på en ny og frisk måde, så man virkelig føler sig knyttet til og investeret i handlingen og personerne. Det ender med, at man sidder på kanten af sit sæde og mærker sommerfugle i kroppen, når hænder røres og øjne mødes på dansegulvet.

Filmen er et perfekt eksempel på, hvordan kærlighed kan gøre én til et bedre menneske og ikke mindst, hvordan kærlighed overskrider tid og sted; Autumn de Wildes ’Emma’ er en smuk kærlighedserklæring og hyldest til Jane Austen og kærligheden selv.