Imponerende debut fortæller den dystre beretning om pigen Ida, som bliver tvunget til at agere i et minefelt af psykologiske spændinger.

For bordenden af køkkenbordet troner moder Bodil (Sisse Babett Knudsen). Hendes tre, voksne sønner kommer efter tur hen til hende og får som hilsen et smækkys på munden.

Smækkyssene er en måde for Bodils drenge at vise deres mor troskab og ærbødighed. Hun er og vil altid være den primære kvinde i deres liv, og det er hende, der bestemmer.

Den dramatiske historie i ’Kød og blod’ bliver set igennem syttenårige Ida (Sandra Guldberg Kampp).  Bodil er Idas moster, og fordi Idas mor er omkommet i en bilulykke, har hun inviteret sin niece til at flytte ind. Udaftil driver familien en natklub med moren i spidsen.

Men de låner også penge ud og er ikke blege for at tage brutale midler i brug, hvis nogen ikke kan betale tilbage.

Ida begynder hurtigt at deltage i familiens kriminelle forretninger…

Idas tomme blik
De tre brødre præsenterer tre forskellige typer og forekommer både uhyggelige og sørgelige. David (Elliott Crosset Hove) er den trodsige. Han evner at tale sin mor imod.  Formodentligt fordi han ikke opholder sig så meget hjemme, som de to andre brødre.

Mads, som er den mellemste, er den eneste, der forsat bor hjemme. Han er den perfekte skødehund til at ligge i sin mors skød og blive nusset i håret og besidder samtidig de evner, der er nødvendige, når de penge, som familien har lånt ud, skal kræves ind.

Jonas, den ældste, (Joachim Fjelstrup) har kæreste (Sofie Torp) og baby og er ofte på besøg hos moren. Han holder sine to yngre brødre i kort snor og sørger for, de adlyder deres mor i et og alt.

Den første tid i sit nye hjem er Ida tavs. Blikket er skiftevist tomt og undrende. Hun er som et hylster. Men med tiden vækkes Idas moralske kompas, og det virker meget kraftfuldt, når hun hidtil har været næsten lydløs og usynlig, og så træder i karakter og siger fra. Hendes androgyne skikkelse skaber en stærk og virksom kontrast til Bodils meget feminine fremtoning med lange kunstige negle, stramme bukser, nedringede silkeskjorter, høje hæle og runde former.

At vælge Ida som filmens hovedperson, er et genialt greb. For hun både ejer betragterens evne til at se situationen udefra og er samtidig en del af familien.

Beklageligt er det, at lyden af og til svigter, og man derfor må gå glip af noget af det sagte. Det er ikke en film med meget snak, og når der rent faktisk siges noget, er det vigtigt.

Sisse Babett Knudsen regerer med lussinger og smækkys
De kriminelle aktiviteter er en del af hverdagens gøremål, ligesom morgenmadsspisning, fester i familiens natklub, smækkys af mor eller lussinger. Det er så skarpt og præcist skildret. Grænserne bliver udviskede, og det fornedrende og forkerte bliver normalt.

Jeg sidder hele filmen igennem med følelse af, at noget frygteligt kommer til at ske. I familien hersker så mange psykiske spændinger, der har potentiale til at springe i luften. Det naglede mig anspændt til biografsædet.

Skuespillet er troværdigt og ekstrem præcist. Særligt Sisse Babett Knudsen gør indtryk. Hendes fortolkning af mafiadronningen, som på trods af sine forkastelige handlinger aldrig lader mig i tvivl om den kærlighed, hun har til sine tre sønner og Ida. Det tilføjer en vigtig kompleksitet til hendes karakter.

Instruktør Jeanette Nordahl og manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe besidder en fornemmelse for de mønstre og roller som dysfunktionalitet afføder i en familie, som er Ingmar Bergman er værdig.