Af Johan Davidsen

Lige siden debuten med ’Pusher’ har volden været en del af sproget i Nicolas Winding Refns film. ’Valhalla Rising’ er historien om den stumme enøjede vikingekriger ’One Eye’, der i skikkelse af Mads Mikkelsen holdes fanget af en vikingestamme, der bruger ham i gladiatorkampe, som han gang på gang vinder. Man skal ikke mange minutter ind i Valhalla Rising, før den første kamp er i gang. Mand mod mand. Hele tiden er volden nærværende. Efter flere års fangenskab lykkes det ’One Eye’ at undslippe. Han møder en gruppe kristne vikinger og følger med på deres mærkværdige pilgrimsfærd.

Halse bliver rundhåndet skåret over, hjerner knust og maver sprættet op, så indvolde vælter ud. Nicolas Winding Refn har aldrig været nærig med volden i sine udpræget maskuline universer.

Dog lader det i begyndelsen i Valhalla Rising til, at Refn har tænkt sig at føje et ordentligt skud religion til denne æstetik. Her taler hedenske vikinger om, hvordan de er truet af de kristne med deres ene gud. Og da ’One Eye’ får trukket en hætte over hovedet, er det svært ikke at få associationer til det forgangne terror-årti, Abu Ghraib og ’dem og os’. Men her må man ikke glemme hvilken instruktør Winding Refn er. Man forestiller sig hvordan han selv har set ligeså mange og ligeså obskure film som filmnørden fra videobiksen i Bleeder (i øvrigt også spillet af Mikkelsen), og derfor er hans referenceramme ikke blot bibelen. Valhalla præsenterer en æstetik, der til tider minder om Von Triers Antichrist og andre gange om en Sergio Leone-western. Der er flere både smukke og grumme øjeblikke hvor barske mænd intenst stirrende fremsiger korte skæbnesvangre sætninger.

Danmark er et lille land. Alligevel har vi plads til excentriske filminstruktører, instruktører, der både gennem deres film og i offentligheden opfører sig som filminstruktører med alt hvad det indebærer af nøkker og krukkeri. Der er Lars Von Trier. Og så er der ikke mindst Nicolas Winding Refn, der blandt andet har gjort sig bemærket med stribe udpræget voldelige film og en gådefuld tårevæddet optræden i tv-programmet ’Den 11. time’.

Nicolas Winding Refns hovedfokus har mildest talt aldrig været hos kvinderne i hans film. Ofte har de fået lov at fungere som bipersoner i hans maskuline autonome samfund. I Valhalla Rising er dette univers ført ud til ekstremerne. Kvindernes rolle er reduceret til en enkelt scene, hvor de sidder nøgne og bundne på jorden. Deres mænd er reduceret til en bunke forkullede lig, brændt af af en gruppe kristne vikinger.

Lydsiden har den gamle Sort Sol-guitarist Peter Peter stået for sammen med Peter Kyed, og det høres tydeligt, når de lange dvælende støjrocksekvenser akkompagnerer de drabelige vikingebilleder.

Det store spørgsmål i Valhalla Rising er, hvad der driver ’One Eye’ på hans færd. Et entydigt svar får man dog aldrig. Da han ikke kan tale, bliver hans eneste udtryksform volden. Dette vidner om, i hvor høj grad Nicoals Winding Refn med ’Valhalla Rising’ har forenklet sin særlige æstetik. Der er skåret ind til benet. Skildringen af ’One Eye’s’ gådefulde beslutsomhed gør ’Valhalla Rising’ til en flot, mærkværdig og betagende vikingefilm.

4 ud af 6 stjerner