Fra det dublo-teatralske Palads, til Cinematekets sort-hvide verden af jern og glas, til de gamle damer, Dagmar og Gloria, og til speltsegmentets Grand.
Under CPH:DOX 2019 cyklede jeg fra biografsal til biografsal med pungen fuld af billetter, og hovedet fyldt med indtryk. Overalt blev sølvlærreder i de københavnske biografer forvandlet til tryllespejle, der viste brudstykker af vores kaotiske og mangfoldige verden.
Men nu er projektorerne slukkede, popcornmaskinerne popper ikke.
Biografmørket har aldrig været mørkere. Her kæmpes der i stilhed mod den usynlige fjende, der er det manglende publikum, mens vi – publikummet – forskanser os mod Covid-19.
Men heldigvis er verden meget mere end foruroligende nyheder, pressemøder og indespærrede venner.
Der findes stadig mirakler.
Sådan ét er CPH:DOX. Der er endeløst godt og rosende at sige om festivalen, der ligesom folkebiblioteker og Filmstriben er kulturtilbud, som virker til at kun at kunne være opstået ved intet mindre end guddommelig indgriben.
Og den mirakuløse festival skal særligt anbefales, hvis du trænger til at glo ind i et tryllespejl og se, at der også findes andet end bedsteforældredræbende virus, stressede sygeplejersker og markedskrak i verden.
Åbningsfilm skyder fra start, som en hundeslæde over Indlandsisen
I CPH:DOXs åbningsfilm møder vi fire, politisk engagerede grønlændere, som ser vidt forskelligt på den varme kartoffel, der er selvstændighedsspørgsmålet på Verdens største ø.
Fælles for dem er, at de er unge, fyldt med kampgejst og tro på netop dét, de tror på.
’Kampen om Grønland’ er moderne grønlandsk historie, der både formår at fortælle helt overordnet om “Trumps Store Ejendomshandel”, de sociale problemer og blokpolitikken, men også går helt i dybden og fanger de følelser, som driver filmens fire hovedkarakterer.
Det gør instruktør Kenneth Sorento særligt igennem nærbilleder og en engageret personskildring, ulig mange andre dokumentarer fra is-riget, for eksempel sidste års vigtige ’Håbets Ø’, der dvæler ved slidte facader og de billige bygninger for at skildre de tunge problemer, det hvide land tynges under.
Det bugter sig i is
I ’Kampen om Grønland’ får grønlænderne selv lov til at være i fokus, og dét gælder især deres kærlighed til landet.
Vi ser den unge politiker Kaaleeraq fælde en tåre, mens han flyver over Indlandsisen, og vi får en fornemmelse af, hvordan det må være at blive betaget af dens hvide skønhed og samtidig kalde den for sit hjemland, sit hjem.
Vi ser den unge selvstændighedstilhænger Paninnguaq med de mytiske ansigtstatoveringer læse godnathistorier på grønlandsk for sin datter. Hun fortæller om Havets Mor, hvis fingerspidser blev til fiskene i havet. Datteren ser indadvendt ud i luften med store børneøjne og lytter.
Det er et vigtigt øjeblik, forstår man. Paninnguaq fortæller datteren historier fra en ældgammel kultur – hendes kultur – der har været undertrykt og glemt i mange år. Hun fortæller, man ser det slå rod i datteren. Det får en chance for at leve videre, vokse sig stærkere…
Demokratiet er følelser
Politik og følelser hænger uløseligt sammen i dokumentaren om Grønland. Det heldige er, at følelserne skildres alvorligt og forstående, lige meget hvor karaktererne befinder sig på den politiske akse.
Den lader de fire karakterer folde sig ud som pædagogiske argumenter i en dialog, der gradvist giver seeren mulighed for at forstå det ekstremt komplekse og mangesidede fænomen, der er grønlandsk identitet, kultur og politik.
Og så gør den det ovenikøbet underholdende.
‘Kampen om Grønland’ kan ses på CPH:DOXs virtuelle biograf indtil den 5. april.