Corona-virus har ikke forhindret Palau-familien i at fortsætte med at lave film. De har brugt isolationen til at skildre den situation, vi står i – med et Sci-Fi-tvist.

En montage af amerikanske nyhedsværter, der taler om en vidt spredende virus. Tekst, der fortæller os, at Jorden er blevet invaderet af rumvæsener.

Sådan begynder Joseph Valentino Palaus film om moren Helenas (Helena Palau) faste rammer, der bliver revet væk under hende. På grund af krisen står hun alene tilbage med sin søn. Hun må nu forsøge at skabe en form for glæde og normalitet i denne nye verdensorden.

Halv dokumentar, halv ’Independence Day’
Filmen, der er blevet til under corona-krisen, har udnyttet alle de mærkelige ting, der er sket de sidste mange uger. En SMS fra Helenas mor fortæller hende, at hun skal tænde for nyhederne. Mette Frederiksens pressemøder og hamstringskampe i supermarkeder bruges til at få Helenas rolighed til at slå revner.

Disse begivenheder blandes sammen med shots af eksplosioner i himlen og horder af helikoptere, der skal bekæmpe rumvæsener. Effekterne er lidt kiksede. De gør det tydeligt, at det er en low-budget film, men de sælges bedre af rædslen, der står malet i Helenas ansigt.

Stilhed før stormen
Igennem hele filmen er der gjort brug af kontraster. Vi følger Helena, mens hun laver noget så trivielt og hverdagsagtigt som te, mens hendes mand er ude for at handle bleer ind til deres søn.

Kontrasten er nu mellem vores og hendes pulsslag. Hvor hun er rolig, ved vi, at der er noget på færre. Og hun får da heller ikke lov til at være rolig længe, for det bliver hurtigt tydeligt, at hendes mand ikke vender tilbage fra supermarkedet.

Selvom vi skal holde afstand, kan vi stadig lave film
Filmens mest rørende scener er, Helenas forsøg på at beskytte sin søn fra de barske realiteter. Her er hendes bedste våben et gyngestativ, som hendes mand byggede til deres søn. Når sønnen sidder på gyngen, er det næsten som om, alt er normalt.

’Immun: prologen’ minder os om, at livet i krisetider fortsat skal leves. Det er stadig muligt at finde glæde og normalitet. Det er ikke kun filmens handling, der vidner om dette, men også det at filmen er blevet lavet.

I de her dystre tider er det meget opmuntrende at se folk bevare filmkunsten – især når de samtidig har respekteret reglerne for social distancering.

Familien har fået det bedste ud af disse mærkelige, mærkelige dage.